For unge landmænd er det nærmest umuligt at låne penge til at købe bedrifter og landbrugsjord.

Derfor mener regeringens Natur- og Landbrugskommission, at der er et behov for at få etableret en ny støtteordning til de yngre jordbrugere, så de kan få en fod inden for på markedet, skriver Altinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordningen skal erstatte den gamle YJ-ordning, som blev nedlagt i slutningen af 2012.

Problemet med den gamle ordning var, at det blev for dyrt for de unge landmænd at bruge den. Det var nemlig de nye landmænd, der trådte ind i ordningen, som kom til at betale en præmie til at finansiere tidligere tab. Det resulterede i, at præmien steg så meget, at de unge landmænd under 35 år valgte den fra. 

Den nye ordning møder opbakning fra Johanne Marie Laursen, formand for LandboUngdom.

- Der er et stort behov for, at flere unge kan få lov til at etablere sig i det danske landbrug, og derfor har vi brug for en ny ordning. Ellers får vi ikke gang i det generationsskifte, der er brug for, og det kan betyde, at vi taber en hel generation af landmænd, siger hun til Altinget.