Scan-Agro præsenterer en række nyheder på årets Agromek-udstilling - faktisk så nye at de ikke nåede med i den officielle stjernetildeling. En af dem er en ny otterækket majssåmaskine fra Gaspardo, der blev vist på Agritechnica, og som nu er klar til salg under navnet Renata.

- Vi har løbende haft henvendelser fra landmænd og mellemstore maskinstationer, både i Danmark og Sverige, som gerne vil have en høj kapacitet på en otterækket maskine uden at skulle "klæde" en traktor på med fronttank, siger Scan-Agro´s såmaskineekspert Peter Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Renata er en otterækket bugseret maskine med 1.600 liter gødningstank og med det opdaterede MTR skiveskærselement samt skiveskær til gødning. 

Renata supplerer den eksisterende Scatenata på 3.000 liter gødningskapacitet og bagmonteret lift. Til næste sæson kommer endnu en nyhed, når Scatenata kommer med 5.000 liter tank, som flere maskinstationer har ønsket. Den findes også i en udgave til flydende gødning med 3.300 eller 4.200 liters tank.

 - Vi har haft flere forespørgsler på en gødningsvogn til flydende gødning både i forbindelse med majs-, roe- og grøntsagssåmaskiner, siger Peter Hansen.

Med GPS-styring

Nyt er også, at Scan-Agro i samarbejde med den danske Trimble importør GeoTeam har sammensat en GPS løsning til majssåmaskiner.

Løsningen baseres på enten en CFX750- eller FmX GPS controller, afhængig af hvor mange funktioner, der skal være. Med GPS løsningen får man mulighed for at autostyre traktoren, og - hvis man vælger FmX - tillige redskabsstyre majssåmaskinen. Dermed kan man også efterfølgende rækkerense med GPS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Agromek viser Gaspardo også prototypen Contessa, der er opbygget omkring en seks meter foldbar rotorharve, en central såsæds- og gødningstank monteret over hjulakslen og bagerst et trepunktsophæng. Den kan anvendes sammen med en otterækket Manta majssåmaskine, så såbedstilberedning og majssåning kan foretages i én arbejdsgang.