Per Klog har et maskinsamarbejde med sin bror, Søren Klog. Sammen driver de i alt 300 hektar på Bogø, der ligger lige vest for Møn, hvor Per driver de 130 hektar og Søren de 170 hektar. Tæt ved 50 hektar er arealer, som ikke egner sig til salgsafgrøder, men kan bruges til eksempelvis græsning.

Bogø er en mindre ø, der ikke mindst er blevet kendt for sin tidligere produktion af chokolade. Men som på mange andre mindre øer er her også et aktivt, moderne landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har i en årrække haft 70 frilandssøer, men de er nu væk. Men jeg vil fortsætte med at fede omkring 2.000 slagtesvin pr. år, fortæller Per Klog, der driver sit landbrug sammen sin kone Lisbet.

I stedet for søerne er de i år startet med et fårehold. Det er sat i gang med indkøb af 50 drægtige gimmerlam, som alle har fået lam. Til næste år bliver besætningen udvidet til 100 moderfår.

Tanken er at finde aftagere, som vil betale en god pris for kvalitet og en historie om lam, der er opvokset på en ø.

Søren Klog har en produktion af 4.500 slagtesvin pr. år, og udover det passer han markerne sammen med sin bror.

Kører med to sædskifter

- Vi har to sædskifter, hvor der er fabriksroer i det ene og vinterraps i det andet, forklarer Per Klog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sædskiftet med fabriksroer er rækkefølgen: roer, vårbyg og vinterhvede. I sædskiftet med vinterraps er rækkefølgen: vinterbyg, raps og to gange vinterhvede.

Totalt er arealerne med de forskellige afgrøder normalt fordelt med 45 hektar fabriksroer, 45 hektar vårbyg, 20 hektar vinterraps, 40 hektar vinterbyg og 100 hektar vinterhvede.

Jordbearbejdningen er traditionel med pløjning forud for såning, og normalt er det en god ide på de kanter at pløje til vårsæden, før vinteren sætter ind for alvor.

- Men vi har en meget vekslende bonitet lige fra finsand over sandmuldet jord til stift lerjord.

- Desuden er der mange sten, som vi helst beholder nede i jorden frem for at samle dem op, fortæller Per Klog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har hver sine maskiner

De to brødre har hver sin maskinpark, som er indkøbt, så de supplerer hinanden.

Per Klog har to såsæt, en roeoptager og en marksprøjte. Søren Klog har en plov, en gødningsspreder, en roesåmaskine, en marksprøjte og en mejetærsker.

- Så eneste overlapning er, at vi begge har en marksprøjte, fortæller Per Klog.

Når der eksempelvis skal sås vinterhvede, samarbejder de to brødre ved, at Søren kører med ploven, mens Per følger efter med sit såsæt.

- I mange år kørte jeg med et såsæt med harvetands kompaktharve. Men i besværlige, våde efterår kunne det ikke lave et tilfredsstillende såbed, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor så han sig om efter en bedre løsning, og valget faldt på en tre meter såkombination fra Scan-Agro bestående af en Maschio rotorharve med pakvalse af stål og en Gaspardo såmaskine med enkelte skiveskær.

- Det kørte fint, men på en del af vores jord havde vi problemer med, at tandpakkervalsen af stål kittede til. Så vi skulle hele tiden justere afskraberne, og alligevel kørte det ikke helt godt, mener Per Klog.

Gummivalser er selvrensende

Han kontaktede derfor Scan-Agro for at høre, om stålvalsen kunne skiftes til en gummivalse.

- Jeg fik det svar, at det bedre kunne svare sig for mig at skifte hele såsættet, så det gjorde jeg i efteråret 2010, og nu har jeg to års gode erfaringer med den nye Gaspardo såkombination med gummivalse og dobbelte skiveskær, siger Per Klog.

Der er ikke længere problemer med, at pakvalsen kitter til, og de dobbelte såskiver er nemmere at stille en stabil dybde på end de enkelte skiveskær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv i 2011, hvor der var meget vanskelige forhold, blev der ikke bare pletter på bakketoppene. Så arbejdet er udført godt under selv dårlige forhold, fastslår han.

Gummivalsen er monteret lige efter rotorharven og efterlader små kamme. De dobbelte skiver placerer såsæden i bunden af kammene, og efterharven jævner herefter ud, så marken efterlades med en helt jævn overflade.

Samtidig er såsæden godt dækket og placeret i korrekt dybde på fast bund - altså lige efter bogen.

Nem at justere indstillinger

Per Klog har erfaret, at det er nemt at indstille såkombinationen fra Gaspardo.

- Indsåning er nem, og udsædsmængden kan reguleres trinløst. Desuden kan skærtrykket indstilles centralt med spindler, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til at trække såsættet bruger han en traktor med 155 hestekræfter. Arbejdshastigheden er omkring otte km/t, og det er nok til at give en god kapacitet, når dagene tillader såning.

- Vi har nu en såkombination, som lever op til vores forventninger om grej, der kan lave et ordentligt såarbejde, konstaterer Per Klog.