Det er blevet tid til at samle eliten inden for danske konkurrencepløjning til årets største pløjestævne i Danmark. Det er DM-stævnet, som foregår hos Susanne og Jens Gammelgård på Gersdorffslund, Gersdorffslundvej 1, 8300 Odder.

De indledende stævner rundt om i landet er overstået, og tilbage er de 39 bedste LU-pløjere, 39 veteran-pløjere og syv skoler, der stiller op til dysten om at blive landets bedste pløjere i kategorierne vende- og standardplov, Junior og senior, Veteran DM og DM for landbrugsskoler. Blandt LU-pløjerne er der i år nye juniordebutanter med, og tre pløjere skal dyste med store vendeplove på mindst fem furer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DM for landbrugsskoler

- Vi forsøger igen at skabe et DM, med masser af forskellige discipliner og aktiviteter. Vi gentager sidste års store succes, med at holde DM for elever på landbrugsskolerne. Mange af skolerne har fundet ud af, at det er en god ide, så i år har vi endda dobbelt så mange deltagende skoler. Vi har fået rigtig god respons på det med at gøre konkurrencen til en del af pløjeundervisningen. Og responsen kommer både fra elever og lærere. Pløjning vinder indpas på skolerne, og samtidigt er det sjovt, når det faglige og det sjove kan passes ind sammen, fortæller Jens Iversen, der er formand for Landspløjeudvalget i LandboUngdom og medarrangør af stævnet.

I år deltager Grindsted landbrugsskole, Dalum Landbrugsskole, Bygholm Landbrugsskole og Agroskolen, som alle er med for anden gang og Asmildkloster Landbrugsskole, Nordjyllands landbrugsskole og Kalø Økologiske Landbrugsskole, som deltager for første gang.

Nu med kile

- I år skal eleverne som noget nyt pløje et rigtigt vendeplovs pløjefelt, som er med kile. Det er lidt sværere at pløje kile, men det var en forespørgsel fra sid-ste år, der nu har gjort, at vi i år prøver med kile i stedet for et rektangulært pløjefelt, som er lettere at pløje med en vendeplov. Der skal lidt flere udfor-dringer til, og det får de nu med kilen, forklarer Henrik Bovbjerg, der er pløje-teknisk leder af årets DM i pløjning for landbrugsskole elever

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at der igen vil ligge masser af prestige og ikke mindst skolens ære på spil i denne konkurrence. Sidste år så vi masser af sund kon-kurrence skolerne imellem. Og vi udfordrer både eleverne på pløjeteknik, teori om alt lige fra færdselsregler til almen viden samt på heppekorets indsats. fortæller Henrik Bovbjerg.

 

Veteran DM

- I år er det også andet år, vi kan præsentere Veteran-DM som del af stævnet. Det var noget af en personlig succes for mig sidste år, da det var noget jeg havde arbejdet på i lang tid, så jeg er glad for at se, at det kan lade sig gøre igen i år. Syv af de 39 veteran-pløjere stiller i den nye klasse ”Classic klassen”, hvor traktorer og plove er fra 1960 til 1977. De øvrige veterantraktorer er fra før 1959. Det er en stor succes at kunne samle alle klasserne på samme stævne, slår Jens Iversen fast.

Læs mere på www.dmplov.dk og www.landboungdom.dk/ploejning/