Journalisterne Morten Spiegelhauer og Miki Mistrati er blandt fire personer, der er tiltalt i en straffesag om ulovlig indtrængen i 2010 på minkfarme. Det skriver Nordjyske Medier.

Formålet med aktionen på minkfarmene var angiveligt at afsløre misrøgt af dyrene, og optagelserne skulle anvendes i en Operation X-udsendelse i 2009.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Midt- og Vestjyllands Politi, der mener, at der er baggrund for at tiltale mediefolkene og dyrerets-aktivisten.

Miki Mistrati og aktivisten fra dyrerets-gruppen Anima er tiltalt for ulovlig indtrængen under skærpende omstændigheder på mindst 31 minkfarme.

Besøgene af de ubudne gæster førte til, at dyrlæger måtte tage blodprøver fra alle avlsdyrene på minkfarmene for at undersøge, om der var sket smitte med en blodsygdom fra én besætning til en anden.

Det kostede knap 1,1 millioner kroner, som i første omgang blev betalt af Dansk Pelsdyravlerforening, oplyser Nordjyske Medier.

Morten Spiegelhauer er anklaget for en mildere overtrædelse, fordi han sammen med en anden person trængte ind på en pelsdyrfarm på Djursland.