Sørg for at tilså markerne inden den 1. september. Sådan lyder rådet fra fire sønderjyske landboformænd, som mener, at der er alt for få svar på alt for mange ubesvarede spørgsmål om randzonerne. Det skriver Sønderjysk Landboforening på foreningens hjemmeside.

Ifølge reglerne kan afgrøder, der er sået i randzonen inden 1. september, høstes året efter. Det er tilladt at jordbehandle, sprøjte og gødske i randzonerne efter det nugældende reglement inden denne dato, men ikke fra og med lørdag 1. september.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brug for at vinde tid i denne alvorlige sag. Vi vil nu øge presset på politikerne og på landbrugets hovedorganisation, Landbrug & Fødevarer, for i første omgang at få udsat randzonerne - og siden fjernet randzonerne helt, siger de fire formænd, Jørgen Popp Petersen, LHN, Mogens Dall, LandboSyd, Christian Lund, Sønderjysk Landboforening, og Antoni Stenger, Sønderjysk Familielandbrug.

- Den faglige viden er til stede, og lovgivningen på området skal bygge på et forsvarligt fagligt grundlag. Det er ikke tilfældet nu. Dertil kommer, at randzonerne griber kraftigt ind i landbrugets ejendomsret og produktionsforhold. Beregninger viser, at randzoner og vandplanerne kan koste 12.200 arbejdspladser herhjemme som følge af et fald i landbrugsproduktionen. Det har vi ganske enkelt ikke råd til i Danmark, lyder det i en fælles udtalelse fra de fire formænd.