Den lille by Lem i Vestjylland kaldes også for Smedenes By. Usædvanligt mange metalvirksomheder har nemlig valgt at slå sig ned i byen, der har godt 1.400 indbyggere.

Vindmøllegiganten Vestas har sine rødder her, og man finder 15 andre smede- og maskinvirksomheder i byen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt smedevirksomhederne finder man Lem Maskinværksted, hvor lyden af klaprende stilethæle blander sig i støjen fra metal, der bliver bearbejdet.

Stiletterne sidder på fødderne af den 41-årige opfinder og medejer Vivi Aakjær, der som en af de få kvinder har plads i ledelsen og bestyrelsen af en smedevirksomhed.

Brug for turn-around

Hun trådte ind i ledelsen i forbindelse med, at hun havde virket som konsulent for virksomheden.

Firmaet havde gennem længere tid skrantet og stod ved udgangen af 2010 med et betragteligt underskud.

- Der var brug for et turn-around. Firmaet kørte som et gammeldags smedeværksted, ja, en kvinde ville nok kalde det en rodebutik, og så blev kursen blev lagt om i begyndelsen af 2011, fortæller Vivi Aakjær, der sidder i udstillingen med de svenske træpillefyr, som Lem Maskinværksted har importeret gennem mange år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tidligere brugte firmaet hovedparten af tiden på træpillefyrene, mens kun en mindre del af arbejdstiden gik til egenproduktionen. I dag er det helt omvendt, forklarer hun og tilføjer, at virksomheden har haft en vækst på 25 procent i 2011, mens væksten i år foreløbig er opgjort til 17 procent.

Vivi Aakjær opfatter sig selv som en træner for et fodboldhold, hvor firmaets direktør, Kim Hounsgaard, er anfører.

- Vi skal lige som gode fodboldspillere kende hinandens opgaver og pladser, så man altid ved, hvor man har hinanden. Kun på den måde vinder man spillet, forklarer hun.

Effektiviserer arbejdsgangen

Mere tid til innovation har betydet, at virksomheden har udviklet tre nye maskiner i løbet af 2011.

- Vi har lagt noget af det arbejde, smedene tidligere lavede, ud til underleverandører og effektiviseret arbejdsgangene, så de kan koncentrere sig om at udvikle nye maskiner, siger Vivi Aakjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har blandt andet ført til udviklingen af et sikkerhedsgitter, der sikrer landmanden og hans medarbejdere mod arbejdsulykker, når de arbejder på ensilagestakke, halmstakke eller i andre højder.

Og i 2011 opnåede Lem Maskinværksted at få patent på en halmopsamler.

Halmopsamleren leveres nu til mange forskellige fabrikater af minilæssere, og det ansporer virksomheden til at udvikle og patentere nyt tilbehør.

- Generelt mener jeg, at danske virksomheder skal være opmærksomme på  deres rettigheder til nye produkter, som kan blive vigtige indtægtskilder. Det er jo innovation og fornyelse, vi skal leve af, fastslår Vivi Aakjær.

Hun er opvokset på landet på Salling og har derfor en naturlig tilgang til de maskiner, som Lem Maskinværksted udvikler til landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gode tider

Maskinhandlerne, som Lem Maskinværksted fremstiller maskinerne til, har efter Vivi Aakjærs mening gjort deres salgsarbejde godt og bærer dermed en del af æren for, at virksomheden er på ret kurs.

Med til det positive billede hører også, at en del af maskinerne er beregnet til minkbranchen, som har gode tider.

Ud over halmopsamleren har Lem Maskinværksted også konstrueret en halmudlægger, mens en hestepæresuger er under udvikling.

At hvile på laurbærrene er ikke Vivi Aakjærs stil, og hun er sprængfyldt med idéer til, hvordan virksomheden med de seks ansatte kan komme videre.

- Jeg har lavet mit eget ord: move-lution. Vi skal bevæge os hele tiden - move - og vi skal levere løsninger -solutions. Og udvikle os - evolution, forklarer hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lem Maskinværksted er da også i gang med ting til en helt anden branche, men her tier en ellers ivrigt talende Vivi Aakjær. Maskinbladets udsendte får ikke meget mere at vide om den sag, før tingesten er færdig.

- Det er farligt at satse på én branche alene, nøjes hun med at sige.

Trækker på erfaringerne

Vivi Aakjær bevæger sig hjemmevant blandt smedene på værkstedet. Hun er glad og taknemmelig for, at drengene, som hun kalder dem, har taget så pænt imod hende.

- Jeg var meget spændt på, om de ville acceptere mig og samarbejde med mig, da jeg trådte ind i firmaet. Men det gjorde de, og det har været altafgørende for mig at kunne trække på deres erfaring, fortæller hun.

Servicetekniker Kurt Andersen, der har været ansat i firmaet i 23 år nikker bekræftende og tilføjer, at smedene tidligere var på fordeling, inden Vivi Aakjær kom til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der har ikke været arbejdet på fordeling i hele 2011, og der er endda blevet plads til en lærling, Kristian Jørgensen.

- Arbejdspladser i industrien i Danmark er meget vigtige. Vi kan ikke alle arbejde med high-tech, og det ville være forkert at glemme, at landbruget og industrien har en stor andel i skabelsen af velfærdssamfundet, mener Vivi Aakjær, der værner om det danske blandt andet ved at operere med danske samarbejdspartnere i metalindustrien.

- Det skylder vi vores børn og børnebørn, selv om prisen på kvalitetshåndværk er derefter, tilføjer hun.

Vivi Aakjær er uddannet akademi-økonom, men har virket som selvstændig opfinder og rådgiver siden 2004.

Ved hendes side i Lem Maskinværksteds ejerkreds er ud over stifter og medejer Ingolf Vanting også direktør Kim Hounsgaard.