Fødevarestyrelsen skal på økonomisk slankekur, og det kommer både til at påvirke antallet af medarbejdere og fødevarekontrollen rundt om i landet. Det bekræfter Esben Egede Rasmussen, direktør i Fødevarestyrelsen, over for altinget.dk.

- I forbindelse med besparelserne vil der være nogle opgaver, som falder bort, og antallet af medarbejdere i styrelsen vil på sigt blive mindre. Det har været forbi fødevareministerens (Mette Gjerskov (S), red.) bord, og efter min vurdering er vi nået i hus med de planlægningsmæssige og økonomiske spørgsmål, siger Esben Egede Rasmussen, som snart vil komme med en officiel melding om besparelserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Besparelserne er den del af de femprocents-besparrelser, som alle ministerier og styrelser blev pålagt i sommeren 2011. Det var den daværende VK-regering, som indførte dem, men den nuværende regeringskoalition valgte at videreføre besparelserne, da den kom til magten i september 2011.

DF vil ikke svigte fødevaresikkerheden

Her var Dansk Folkeparti en af de skarpeste kritikere af den daværende kontrol, og partiets fødevareordfører, René Christensen, er heller ikke ubetinget begejstret for de besparelser, der er på vej. Selv om han er enig i de overordnede sparelinjer fra fødevareministerens side, så er der stadigvæk en række detaljer, som skal forhandles på plads, før han vil sige god for det.

- Jeg vil ikke sætte fødevaresikkerheden over styr, og jeg frygter, at det er det, som vil ske, hvis vi ikke får lavet en afbalanceret forslag, siger René Christensen til altinget.dk.

Han vil nu tage emnet op, næste gang der er møde i forligskredsen.