Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fødevarestyrelsen bekræfter brug af ikke tilladt grise-spray under kontrol
Landmand Hans Henrik Winther Nielsen frygtede det værste efter han efter et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsens veterinære rejsehold den 3. februar i år fandt ud af, at en grise-spray benyttet under kontrollen ikke måtte benyttes, hvis han skulle overholde mærkningsreglerne som leverandør til Danish Crown og i forhold til eksport af UK-grise.
Det fik Hans Henrik Winther Nielsen til at sende en klage til Fødevarestyrelsen over brugen af den ikke tilladte farve-type, og han gjorde i den forbindelse også Fødevarestyrelsen opmærksom på, at styrelsens medarbejdere havde efterladt den ikke tilladte grise-spray på bedriften.
Fødevarestyrelsen bekræfter i en mail overfor Maskinbladet, at Fødevarestyrelsens veterinære rejsehold har benyttet den pågældende, spray, men skriver samtidig i et svar fra af Lise Søe Naldal, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen, at Fødevarestyrelsens veterinære rejseholds brug af sprayen ikke vil få indvirkning på landmandens svineproduktion og mulighed for at afsætte sine grise.
-Ja, Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold har benyttet den omtalte markeringsspray i forbindelse med kontrol af dyr. Markeringssprayen er produceret før den type produkt blev omfattet af fødevaregodkendelse/FDA-mærkning, fortæller Lise Søe Naldal i et skriftligt svar til Maskinbladet.
I svaret lyder det videre, at Fødevarestyrelsen nu tager handling for at sikre sig, at fejlen ikke sker igen. Det sker ved at Fødevarestyrelsen gennemgår sine lagre og eventuelle restlagre bliver destrueret.
Ingen konsekvens
Landmanden bag fundet af den ikke tilladte mærkningsspray, Hans Henrik Winther Nielsen fortalte i en artikel på Maskinbladet.dk den 10. februar, at han frygtede for, hvad der ville være sket, hvis spraydåsen var blevet fundet under Fødevarestyrelsens kontroller. Og her lyder svaret klart fra Fødevarestyrelsen, at hverken Hans Henrik Winther Nielsen eller andre har noget at frygte, hvis kontrollen finder ikke tilladte mærkningsspray under sine besøg, da der er tale om et branchekrav.
-Ingen konsekvens, da Fødevarestyrelsen sanktionerer overtrædelse af lovkrav. Kravet til markeringsfarven er et branchekrav og ikke et lovkrav, lyder det skriftlige svar fra Lise Søe Naldal til Maskinbladet.
Landmanden kontrollerer styrelsen
Hans Henrik Winther Nielsen er tilfreds med, at Fødevarestyrelsen nu får fjernet de gamle spraydåser fra sine lagre, så landmænd som ham selv ikke skal frygte, at kontrollen kan gå hårdt ud over virksomhederne, der kontrolleres.
Landmanden mener dog det er meget uheldigt, at han som svineproducent ikke kan stole på at kontrollen agerer efter branchens egne regler, også selv om der ikke er tale om lovbrud.
- Det er forkert, at det er mig som landmand, der skal kontrollere Fødevarestyreslen, siger Hans Henrik Winther Nielsen til Maskinbladet som reaktion på, at Fødevarestyrelsen nu vil destruere restlagre af de omtalte beholdere med grise-spray.
Læs også: Fødevarestyrelsens veterinære rejsehold brugte ikke godkendte markeringsfarver