De store jordredskaber fra engelske Simba GP og tjekkiske Strom kommer nu med i det maskinprogram, som Maskinhandler Indkøbsringen (MI) importerer på vegne af de 54 MI-maskinforretninger.

- Vi har i forvejen nogle maskiner til pløjefri dyrkning fra Kuhn, så det er helt naturligt at forstærke sortimentet med sværvægterne fra hhv. Simba GP og Strom, fortæller Kristian Jakobsen, administrerende direktør hos MI.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I juni måned blev en ny strategiplan for MI vedtaget, og den indbefatter blandt andet, at de 54 maskinforretninger har bedre mulighed for at vælge til og fra i MI-sortimentet afhængig af den enkelte forretnings kerneområder og kernekompetencer. Dermed giver det god mening for MI at tage flere mærker ind af sammenlignelige landbrugsredskaber, så forretningerne hver især kan specialisere sig.

- Dermed kan den enkelte MI-forretning vælge at tage et af de to mærker ind, eller ingen af dem, forklarer Kristian Jakobsen.

De første Simba og Strom maskiner er ankommet til Vejle, hvor MI har hovedkontor, centrallager og 1.200 kvadratmeter maskinudstilling. Forhandlingen af de nye redskaber i MI-forhandlernettet er ikke endeligt fordelt endnu.