Alene i går blev der hentet 100 paller tarteletter hos Humlumbrød, som ligger mellem Holstebro og Struer. De skal være ude i supermarkeder og cateringfirmaer, inden fedtafgiften træder i kraft i morgen. Det skriver Politiken.

- Vores højsæson er normalt i oktober, november og december, men i år er sæsonen rykket frem på grund af fedtafgiften, siger direktør Henning Harregaard fra Humlumbrød til Politiken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Normalt bugner lagret, der kan rumme 1.000 paller eller omkring fem millioner tarteletter, i september, så de er klar til efterårssalget, men efter lastbilerne har været der i går, er der her til morgen blot nogle håndfulde paller tilbage på de høje stålstativer.

I morgen bliver der indført en afgift på 16 kroner per kilo mættet fedt i varen. Det betyder blandt andet ifølge Ritzau, at en pakke smør på 250 gram vil stige fra 15,50 kroner i butikkerne nu til 18,10 kroner, og et halvt kilo ost 45+ vil stige fra 34,40 til 36,10 kroner.

Mere arbejde - mindre fortjeneste

Henning Harregaard er ikke glad for fedtafgiften, der har givet meget mere arbejde på fabrikken.

- Vi sætter prisen op med 10 procent fra på mandag, men det har været en stort arbejde at regne den rigtige pris med fedtafgiften ud. Vore kunder vil jo ikke betale mere end det, fedtafgiften koster, så derfor har vi minutiøst dokumenteret vores forbrug, siger Henning Harregaard.

Humlumbrød forsyner primært det danske marked med tarteletter, men har også eksport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal ikke fedtafgift på det, som vi eksporterer, så derfor skal vi søge Skat om at få den fedtafgift tilbage. Det giver yderligere administrativt arbejde, siger Henning Harregaard.