Vi er ofte blevet advaret mod at spise for meget animalsk fedt. Nu har et forskningsprojekt fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet sammenlignet, hvordan den samme mængde fedt fra henholdsvis ost og smør påvirker kolesterolindholdet i blodet.

Resultaterne dokumenterer, at ost - i modsætning til smør - ikke påvirker kolesterolindholdet. Det skriver nyheder.ku.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som en del af forskningsprojektet spiste 49 tilfældigt udvalgte mænd mænd og kvinder hver dag gennem seks uger cirka 143 gram 45+ fast ost og i seks uger cirka 47 gram smør.

Forsøgspersonerne skulle spise ost og smør i tilfældig rækkefølge og herudover indtage normal kost i forsøgsperioden.

Efter seks uger med henholdsvis ost og smør fik forsøgspersonerne taget blodprøver. Efter de havde spist ost, havde de et væsentlig lavere indhold af det skadelige LDL-kolesterol i blodet, end efter de havde indtaget den samme mængde fedt fra smør.

- Vi kan dokumentere, at ost sænker indholdet af LDL- kolesterol i blodet sammenlignet med den samme mængde fedt fra smør. Samtidig kan vi se, at ost i større mængder heller ikke påvirker kolesteroltallet i forhold til forsøgspersonernes almindelige kost, siger ph.d. Julie Hjerpsted fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet som sammen med sine kolleger står bag resultaterne.