Svineproducent Hans Henrik Hyltoft er chokeret over at Nykredits uden videre har varslet en fordobling af hans bidragssats.

Han er fortørnet over, at Nykredit slet ikke har ulejliget sig med at se på bedriftens regnskab, inden varslingen kom om den bebudede forhøjelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De har hverken set på 2010-regnskabet eller budgettet for 2011. Og vi har aldrig haft behov for at få udskudt terminen. Og Nykredit er endda sikker på at få sine penge ? de står jo først for, siger han, der ikke tøver at kalde Nykredits fremgangsmåde for "noget griseri".

Bidragssatsen bliver hævet fra de nuværende 0,63 procent til 1,22, hvilket svarer til cirka en ekstra udgift på 100.000 kroner om året for Hans Henrik Hyltofts vedkommende.

Har trimmet bedriften

- Det bliver ikke nemt at finde de ekstra penge. Vi har trimmet bedriften så godt vi kan, men vi er jo ikke herrer over svine- og kornpriser, udbryder Hans Henrik Hyltoft, der er ked af, at han nu må ned i banken for at ændre det budget, der er lagt for 2011.

- Jeg ville have haft forståelse for, hvis det var banken, der var usikker på sine penge, men den har støttet mig hele vejen. Men at Nykredit, der er sikker på sine penge, laver sådan noget, kommer helt bag på mig, siger han og ryster på hovedet.

En anden nyhed i den triste ende for ham er, at Nykredit tilsyneladende arbejder efter et vurderingssystem, hvor Hans Henrik Hyltofts bedrift er placeret i den dårlige ende. På en skala fra 1 til 10 ligger hans bedrift på en sølle 2'er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvorfor er jeg så dårligt et kort? Og vil de så nedgradere mig til yderligere til næste år? spørger han og fortsætter:

- I betragtning af, at Nykredit for nylig har meldt ud, at man ikke har haft nedskrivninger på landbruget, forekommer det mig besynderligt, at Nykredit handler på denne måde, siger Hans Henrik Hyltoft, der samtidigt er noget pikeret over, at Nykredit for nylig har fremlagt et overskud i 2010 på tre milliarder kroner.

- Det ville have klædt Nykredit at række os en hånd i stedet for at stramme skruen.

Sparker til erhvervet

Han er også ked af, at Nykredit med sin fremgangsmåde er med til at sparke til et erhverv, der i forvejen er hårdt ramt.

- Nykredit ved jo godt, at vi svineproducenter ikke har andre steder at gå hen. Så det ligner mafia-metoder bare at ringe og fortælle, at bidragssatsen vil blive fordoblet. Men vi vil også klare skærene denne gang, for i modsætning til for bare et år siden, går det nu den rigtige vej, lyder det optimistisk fra Hans Henrik Hyltoft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optimismen underbygges af, at han har målt sin bedrift til at ligge blandt de bedste på LMO's regneark, kaldet ØFO, Økonomiske Fokusområder.

ØFO er et værktøj, der er udarbejdet af driftsøkonom Knud Kirkegaard, som har udtrukket data fra de landsdækkende tal fra Landscentret og ført dem over i ØFO.

- Ved at indskrive sine resultater i regnearket får landmanden et overblik over bedriftens tilstand på et A4-ark. Han kan se, hvor de stærke og de svage sider er, og han kan sammenligne sine resultater med kollegernes. Hele indskrivningsprocessen tager kun et kvarters tid, forklarer driftsøkonom Knud Kirkegaard, LMO.

Læs mere om emnet i den nyeste udgave af Maskinbladet, som udkommer i morgen fredag den 18. marts.