Miljøminister Karen Ellemann (V) udvider nu listen fra 23 til 32 stoffer, som vandværkerne skal teste drikkevandet for, inden det ledes ud til forbrugerne. Det oplyser Miljøministeriet.

Glyphosat, der er Danmarks mest brugte ukrudtsmiddel, optræder som noget nyt på listen, ligesom AMPA, der er nedbrydningsproduktet af glyphosat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fem af stofferne skal der kun analyseres for, hvis der dyrkes kartofler eller andre særlige afgrøder i vandindvindingsområdet.

- Vi har noget af verdens reneste drikkevand i Danmark, og danskerne skal fortsat trygt kunne drikke vand fra hanen. Derfor skærper jeg nu kontrollen og indfører krav om, at alle vandværker tester for flere pesticider og pesticidnedbrydningsprodukter. Fremover vil der blandt andet blive kontrolleret for glyphosat, der er gået hen og blevet det mest anvendte ukrudts-middel, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

Øget forekomst

Glyphosat er ikke fundet i vandværkernes drikkevandsboringer i 2009. Men en ny grundvandsrapport fra GEUS, Danmarks Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, viser en øget forekomst af rester af glyphosat i grundvandet end tidligere set.

Miljøministeren har derfor bedt Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen om en undersøgelse af, hvor resterne af glyphosat stammer fra. I alt er der i 2009 ni grundvandsprøver, der overskrider grænseværdien for glyphosat ud af 635 prøver.

 - Jeg vil have klarlagt, hvorfor vi ser en øget forekomst af glyphosat i vores grundvand. Er der en særlig risiko ved, at haveejere bruger sprøjtemidler i byerne? Eller skyldes fundene derimod landbrugets anvendelse på markerne, eller er der tale om udledning fra punktkilder som eksempelvis vaskepladser, hvor regeringen med de nye regler for vaskepladser allerede har grebet ind?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi ved, hvor problemet opstår, er jeg klar til at sætte ind mod glyphosat og komme problemet til livs, siger miljøminister Karen Ellemann.

Sprøjtning for tæt på boringer

Årsagen til forureningen af grundvandet med glyphosat kan også være sprøjtning for tæt på vandboringer. Derfor fremsætter regeringen lovforslag om indførelse af sprøjtefri zoner på 25 meters afstand til drikkevandsboringer i forbindelse med aftalen om Grøn Vækst.

Rapporten er en del af ”Vandmiljø og Natur 2009” fra Naturstyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser. Den beskæftiger sig ikke kun med grundvandet, men også med vandkvaliteten i danske farvande, søer og åer.