Trods stor usikkerhed på markederne og et hjemmemarked, som er gået næsten i dvale, har agroteknik-producenten Skov A/S øget sit volumen det seneste års tid, og administrerende direktør Jørgen Yde Jensen venter også i 2010/2011 vækst i omsætningen. Men han tør endnu ikke sætte tal på sine forventninger, skriver Børsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Asien er han derimod så sikker på stigende salg, at han forudser, at den store region om fem år vil udgøre dobbelt så stor en andel af hans forretning.

I dag henter Skov en tiendedel af sin omsætning i Fjernøsten. Om fem år vil det ifølge Jørgen Yde Jensen være en femtedel af selskabets salg af ventilation og produktionsstyringer til fjerkræ og svineproducenter.

- Vi har hidtil haft et repræsentationskontor i Thailand, men nu har vi etableret eget datterselskab med en stab på ti medarbejdere. I løbet af i år vil antallet stige til 15-16. Fra Thailand dækker vi hele Asien inklusive Kina og Japan, og det er dér, vi ser den største vækst i dag, siger Jørgen Yde Jensen til Børsen.

Skovs omsætning i 2009/2010 var 343 millioner kroner eller godt 20 procent mere end året før. Resultatet før skat var på 26,6 millioner kroner.