Danpo i Års åbner i disse dage slagteriet for interesserede leverandører - og især potentielle leverandører. For det svensk-ejede fjerkræslagteri har brug for yderligere fire til fem millioner kyllinger for at få den optimale økonomi både produktions- og salgsmæssigt.

- Lantmännen Danpo i Års har afsluttet de seneste investeringer, så der i alt er investeret cirka 200 millioner kroner i fjerkræslagteriet i Års, der dermed er kommet på fuld omgangshøjde med de bedste slagterier i Nordeuropa. Det vil vi gerne vise vore leverandører, siger koncernchef Jan K. Henriksen, der for to år siden kom til Landmännen Kronfogel, som Danpo er den danske del af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kapaciteten på fjerkræslagteriet er 45 millioner kyllinger årligt. Det mangler man for tiden fire til fem millioner i at nå.

- Vort mål er ikke at være store, men at få en fornuftig drift, så både leverandørerne og vi har en fornuftig forretning. Og 45 millioner kyllinger om året er det, vi vurderer, vi kan slagte og afsætte på nærmarkedet, siger koncernchefen.

Danpo har lagt sig i spidsen noteringsmæssigt. Grundnoteringen er netop hævet til 6,24 kroner pr. kg.

- Vi har som mål at kompensere leverandørerne for stigende foderpriser, og med den seneste noteringsstigning mener vi også, vi har kompenseret for stigende priser på kyllingsopdrættet, siger Jan K. Henriksen, der med tilfredshed noterer, at Danpo har hævet noteringen med 20 procent i 2010.