I den regnfulde tid, finder mange landmænd ud af, hvor meget overfladevandet fra plansiloen fylder i gylletankene. Og det er ikke lidt, hvis man har en 5.000 kvadratmeter siloplads, hvorfra overfladevandet pumpes i gylletanken. Det betyder, at et automatisk anlæg til udsprinkling af overfladevand hurtigt vil være billigere end gylletank og gyllevogn, skriver Flemming Hedegaard, chefrådgiver, Byggeri & Teknik I/S i den nye udgave af Bovilogisk, der udkommer den 19. november.

En miljømæssig gevinst

I efteråret 2008 begyndte arbejdet med at få kommunerne til at godkende et udsprinklingsanlæg til plansiloens overfladevand. Efter flere møder og megen snak med kommunale miljømedarbejdere og firmafolk udmøntede arbejdet sig i Landbrugets Byggeblad 103.09-05.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggebladet er en anbefaling til dimensionering af anlægget og en beskrivelse af anlægget.

- Set fra min stol er anlægget en miljømæssig gevinst, fordi der sikres en kontinuerlig udbringning over året, og det sker på et areal, der er godkendt af kommunen, understreger Flemming Hedegaard.

Miljølovgivningen overholdes med hensyn til udbringning, og det skal altid ske på et areal med en afgrøde med kvælstof-, fosfor- eller kaliumnorm, så eventuelle næringsstoffer optages.

Kommunerne gradbøjer reglerne

Kommunerne i store dele af Jylland godkender i dag udsprinklingsanlæggene på baggrund af byggebladet, hvis de kan godkende udsprinklingsarealet. Flemming Hedegaard peger imidlertid på, at der kan være stor forskelsbehandling imellem de forskellige kommuner, idet der er set alt fra et direkte afslag til en godkendelse i løbet af to dage.

- Det er naturligvis dybt utilfredsstillende, at kommunerne stiller jer landmænd i forskellige situationer, afhængigt af hvor I bor. Sat helt på spidsen kan to naboer opleve vidt forskellig holdning til udsprinkling og til anbefalingerne i Byggebladet. Og hvad værre er, hverken rådgivningsbranchen eller landmændene kan gøre noget ved dette faktum, fordi kommunerne har frihed til at gradbøje reglerne i nogen udstrækning, siger Flemming Hedegaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere i næste nummer af Bovilogisk, der udkommer den 19. november. Abonnement kan bestilles på 7620 7900 eller på www.bovilogisk.dk.