En ny målemetode kan hjælpe med at finde planter, der egner sig til fremtidens klimaudfordringer. Det skriver Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF), Aarhus Universitet.

De nye sorter skal kunne tåle varme og tørke samtidig med at de bevarer deres høje kvalitet. Der bliver taget højde for alle tre elementer i et nyt projekt, "Hvede med tilpasning til klimaændringer”, som forskere fra DJF og Københavns Universitet er i gang med, og der har som mål at finde hvedesorter, der er fremtidssikrede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til at finde egnede planter anvender forskerne fænotyping, hvilket vil sige vurdering af plantens udseende og funktion som et samspil med dens genetiske baggrund og de miljøforhold, den har udviklet sig under.

Varmestress

En af de faktorer, som forskerne undersøger, er hvedes varmestress. Det gør forskerne ved hjælp af planternes udstråling af lys - den såkaldte klorofylfluorescens.

Lysenergi, der rammer plantens klorofyl i bladene, kan have tre forskellige skæbner. Enten driver lysenergien plantens fotosyntese, energien udskilles som varme - eller den stråler ud som rødt lys.

- Når planter udsættes for 33-38 graders varme i en vis periode bliver deres fotosyntese stresset, og en del af energien ryger ud som rødt lys, hvilket vi kan måle, forklarer seniorforsker Carl-Otto Ottosen fra Institut for Havebrugsproduktion på DJF.

Selvom forskerne inddrager ny teknik til at udvælge egnede planter, anvender de eksisterende gener og traditionel forædling. Det betyder, at resultaterne kan bruges af både konventionelle og økologiske landmænd.