Det kræver sin landmand at holde styr på frilandsgrisene i øjeblikket. Mange svin benytter nemlig vintervejret til at tage en lille udflugt fra deres egne indhegninger. Det skriver magasinet FoodCulture.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Snedriverne lægger sig på elhegnene, så søerne forvilder sig hen over dem.

- Vi prøver at holde hegnene fri for driver, men sneen ødelægger jo også jordforbindelsen mellem hegn og svin, så de ikke får stød af at røre hegnet. Ofte finder vi søerne flere folde fra, hvor de hører til, siger Kåre Olesen, som er svineproducent i Brovst, til FoodCulture.

Når søerne senere vil i ly for kulden i deres egne hytter, kan de ikke finde tilbage, og landmanden må møjsommeligt indfange de undvegne og bringe dem tilbage til de vante omgivelser.