Du får seks meter såmaskine for så lidt som 200.000 kroner i Kongskilde Vibro Seeder, men jorden skal være kompakt og frem for alt jævn

Den ligner en let stubharve med en såkasse oven på. Mekanik er der lidt af, og elektronik er der endnu mindre af. Det er sådan cirka indholdet af det redskab, jeg er i marken med i denne udgave af PowerGear.

Det handler om Kongskildes nye Vibro Seeder. Og lad det være sagt med det samme: Maskinen er udviklet som et billigt alternativ fra Kongskilde til at få såsæden proppet i jorden. Listeprisen for den seks meter brede model, VS 600, som vi tester, er lige omkring 200.000 kroner.

Det er ikke mange lakridsstænger for en såmaskine, og det ses selvfølgelig også på den røde Vibro Seeder, der kun rummer det mest nødvendige for at kunne udføre sin opgave. Så-computer, markører og efterharven er ekstraudstyr og bringer sammenlagt prisen på vores test-maskine op på 249.900 kroner. Men mere om det senere.

Jeg vil prøve at forholde mig til de ting, som er på maskinen - og kun i ganske få tilfælde fortælle lidt om de mangler, den har - for det er hele tiden med prisen i baghovedet, jeg tester Kongskildes VS 600.

Såmaskinen er trods sine seks meter liftophængt. Den består af fire rækker harvetænder, hvor såsæden også placeres ud fra. Såmaskinen har en lille efterharve bagerst. Som ekstraudstyr kan man få monteret en gummipakkervalse i stedet for den lille strigle.

Generelt er maskinen meget kompakt trods de seks meter. At den er liftophængt, samtidig med at selve harve-delen foldes i to sektioner, gør, at den i transportstilling kun er tre meter bred. Det er en dejlig følelse og rart i marken og på vej, at maskinen er så kompakt.

Et stort plus på maskinen er adgangen op til såtanken. Der er en stor bred trappe bag på maskinen, og især når maskinen er foldet ud i arbejdsposition, er der masser af plads op til såtanken. Det kan dog være lidt svært at nå selve tanken med såsæd, fordi tanken er placeret så langt ind mod traktoren som muligt. Men med en teleskoplæsser eller gravarmen på en rendegraver er det intet problem at få læsset en storsæk i.

Med et rumindhold på 1.100 liter er der desværre ikke plads til to storsække i tanken. Kongskilde har sikkert dimensioneret tanken, så de mellemstore traktorer kan køre med maskinen. Ifølge instruktionsbogen kræver maskinen nemlig kun 150-170 hestekræfter, og derfor må såtanken - desværre fristes man til at sige - ikke være for stor. Man kan i øvrigt få en frontmonteret såtank til maskinen.

Undgå løs pløjet jord

Under testen startede vi ud en løs, pløjet JB1 jord, som forud for såningen havde fået nedfældet gylle. Ifølge Kongskilde skulle maskinen kunne køre i pløjet jord, selvom den er beregnet til systemer med reduceret jordbearbejdning eller no-till systemer.

Men efter et halvt træk i marken, må jeg simpelthen konstatere, at det ikke fungerer. Samtlige harvetænder med så-tudene arbejder i den samme dybde og er ikke individuelt ophængte. Derfor ligger kornet i den rigtige dybde uden for traktorsporene, mens såsæden mere eller mindre er placeret oven på jorden i hjulsporene fra traktoren. Og det er ikke muligt at få sporløsnere til såmaskinen - så ingen plusser til maskinen her, tværtimod.

Vi tog efterfølgende en beslutning om at tromle marken forud for såningen, hvilket ændrede en del på placeringen af såsæden, skønt resultatet ikke var 100 procent tilfredsstillende.

Min konklusion er, at man frem for alt skal have et kompakt og jævnt underlag. Hvis man har et lille stykke pløjet jord, kan man benytte maskinen, hvis jorden bliver pakket. Men ellers bør man holde den fra pløjet jord.

Helt anderledes går det på en mark med vinterhvede, der skal sås om på grund af den hårde vinter. Jorden er jævn og kompakt, og så kommer maskinen til sin ret nu, hvor den er bedre til at holde den forudindstillede dybde.

Man styrer nemlig dybden via seks små gummihjul. Der er placeret et hjul i hvert hjørne af maskinen, og så sidder der to hjul forrest på maskinen mellem liftarmene på traktoren. Størrelsen på hjulene gør, at maskinen ikke er god til at bære oppe på pløjet jord, men når underlaget er fast, klarer hjulene fint opgaven.

Selve indstillingen af sådybden virker lidt akavet. Dybden på hvert hjul indstilles med en pløk, som kan sættes i en række huller alt efter den ønskede dybde. Det virker ok i de fire hjørner, men der er ikke meget plads til at justere dybden, når det gælder de to dybdehjul, der sidder mellem liftarmene på traktoren. Ligeledes kan det være lidt svært at ramme de rigtige huller samtidig med at man skal holde hjulet.

Der følger godt nok et lille stykke værktøj med, der kan hjælpe ved justeringen og aflaste belastningen på pløkken, hvis hjulet sidder i spænd, men det er næsten hurtigere ikke at bruge værktøjet. Det ville være en del nemmere at indstille så-dybden, hvis hjulene var udstyret med en spindel, som man kunne dreje på.

Indsåning på godt og ondt

En vigtig parameter på såmaskiner er, hvordan de indsås. Nogle maskiner kræver en videregående uddannelse, mens andre stort set sår sig selv ind. Og som chauffør vil man også gerne, at det er en opgave, der er let at udføre og hvor der vel at mærke rent faktisk også er plads til at udføre opgaven. Vibro Seeder rummer både gode og dårlige elementer her.

De gode ting er, at enhver med landbrugskendskab kan indså maskinen. Det sker nemlig helt mekanisk og foregår på samme måde, som man i gamle dage indsåede den velkendte Nordsten-såmaskine - ja faktisk passer de gamle håndtag fra de gamle Nordsten-modeller over på gearkassen på Vibro Seederen.

Man drejer et antal omgange på gearkassen og så falder såsæden ud på en sliske under såmaskinen, hvorefter det vejes.

Det er let at finde ud af, og et dejligt plus på såmaskinen er, at den trods prisen har trinløs indstilling af mængden af såsæd. Ud fra instruktionsbogen finder man en vejledende indstilling, og det eneste chaufføren så skal gøre er at stille håndtaget på siden af maskinen ud for det rigtige tal på skalaen, og så korrigerer man ind ud fra indsåningen.

Når det gælder indsåningen savner jeg dog et lille tiltag, der kunne gøre tingene en del lettere. Slisken, som såsæden falder ud på under indsåningen, er skråtstillet, så såsæden falder videre ned i en pose eller balje, eller hvad man ellers stiller under maskinen.

Men der er ingen kroge på slisken, så hvis det blæser, er man nødt til at være to til at indså maskinen, da posen ellers blæser væk fra slisken. Jeg kan godt lide at køre et par omgange i marken og derefter lave en ekstra indsåning af maskinen, og det er lidt upraktisk at tage en balje med i kabinen for at skulle så maskinen ind en ekstra gang. Så et par kroge og en lille pose tror jeg, ville give meget kredit til Kongskilde - og det er et tiltag, der ikke bør forøge prisen på Vibro Seeder?en.

Enkel computer til enkel maskine

Vibro Seeder'en har en afstand mellem de i alt 40 tænder på 15 centimeter - altså ikke væsentlig mere end de traditionelle 12,5 centimeter. Noget af det eneste elektronik, der er i brug på maskinen, er de to lukkesystemer, der sidder og blænder af, når maskinen skal lave sprøjtespor. De styres fra den lille computer, der som tilvalg kan købes til maskinen.

Og lige som maskinen rummer computeren ikke den store fin-mekanik og uanede brugermuligheder. Computeren, kan kun bruges til at sætte afstanden mellem sprøjtesporerne, og så kan den tælle areal og give en alarm, hvis selve akslen, hvor cellehjulene sidder på, står stille. Det er faktisk funktionerne i computeren.

Jeg mener, at Kongskilde har taget det rigtige valg her. Der er ingen grund til at tilbyde en computer, der har den samme kraft og de samme muligheder som en bærbar pc, når resten af maskinen lægger op til simpel mekanik.

Markørerne styrer man i øvrigt også manuelt via et hydraulikudtag på traktoren. Det samme gælder den hydrauliske blæser, der yderligere tager et udtag på traktoren. Den kræver fri retur på traktoren, og flowet kan man justere på en drejeknap på blæseren, hvis ikke det er muligt at drosle ned for olien på traktoren. Et manometer viser trykket - så det er lige ud ad landevejen på den del.

Prisen er en afgørende faktor

Generelt er det meget lige ud ad landevejen på Vibro Seeder. Det er simpel mekanik, og ser man bort fra indstillingen af dybdehjulene, fungerer det hele upåklageligt.

Maskinen er forholdsvis enkel at så ind, og det er kun, hvis man skal så græs, raps eller andre specielle små frø, at du skal skrue på maskinen. Så skal du nemlig skifte de 16 cellehjul som sidder i par af fire under såtanken. Det gør man ved at hive en række splitter ud og så trække hele akslen med alle cellehjulene ud.

Når det gælder service på såsættet, er der forholdsvis få smørenipler. Opklappet og markørerne skal smøres for hver 20 timer, og så er der et par ekstra smørenipler ved 100 timer - det er alt.

Kongskilde anbefaler, at man skifter olien på den trinløse gearkasse, der styrer såmængden, hvert år.

Men det er prisen, der bør være det store samtaleemne omkring aftenbordet. Hvis man ikke har brug for mere bearbejdning af jorden, end Vibro Seeder kan klare, så kan maskinen være et rigtig godt alternativ. I stedet for at afskrive en såmaskine på 400.000 over 10 år kan man afskrive Vibro Seeder'en over fem år ? og måske endda være heldig at beholde den et par år ekstra, der yderligere giver en gevinst.

Det, jeg dog ikke kan konkludere ud fra testen, er holdbarheden på selve maskinen. Den testede maskine var under et år gammel, og der var ikke de store udfald i mekanikken. Men til gengæld ser det ud til, at malingen ikke holder for evigt. På kanterne af trappen op til såtanken er malingen så tynd, at der er begyndende rust. Desuden manglede der et hul i en af akslerne til dybdehjulene, og der var en slange, som var så kort, at den revnede, da maskinen blev klappet op i transportstilling. Sidstnævnte er dog stærkt i småtingsafdelingen.

Men som sagt - hav prisen i baghovedet. Kan du leve med produktet, er såmaskinen et fint alternativ, hvis kornprisen lyder på 65 kroner pr. tønde i fremtiden.

Plusser

Pris

Adgang til såtank

Transportstilling

Kompakthed/størrelse

Indstilling af såmængde

Minusser

Såbakke til indsåning

Påfyldning af såsæd

Tankstørrelse

Indstilling af sådybde

Generel finish

Åbning/lukning af tankdæksel

Tekniske specifikationer

Arbejdsbredde, m                              6,0

Egenvægt med såtank, kg                                          3.000

Afstand mellem såskær, cm                                        15

Såtank bagmonteret, l                                   1.100

Såtrank frontmonteret, l                                 1.500/1.900

Min. effektbehov, hk                                                      150-170

Antal tænder                                                                  40

Priser

Det koster Kongskilde Vibro Seeder VS 600

Pris på testet maskine inkl. ekstraudstyr:

Basismaskine                                 200.500

Max Flow efterharve                                          11.000

Hydrauliske markører                                            16.400

Agrotram 2100 så-computer                                      22.000

Pris i alt for den testede maskine                             249.900

Yderligere muligt ekstraudstyr:

Lyssæt                                                                       3.500

Afskrabersæt til hjul                                                    1.100

Gummihjulpakkervalse                                                 78.000

VS 600 i udgave m. fronttank                             274.500

Importørkommentar

Af Tommy Overby, salgschef, Kongskilde

Kongskildes Vibro Seeder VS 600 er lavet for at imødekomme landmænds ønske om stor kapacitet til en pris, som matcher kornprisen 2010. Såmaskinen er udviklet til et marked, som efterspørger en såmaskine for reduceret jordbehandling uden pløjning. Der er lagt vægt på en forudgående jordbehandling af marken inden såning, så marken er jævn. Man kan for eksempel udføre denne første jordbehandling med Vibro Seeder ved at løfte trækhjulet op, så man ikke sår.

Kongskilde anbefaler en hjulpakkervalse i hele arbejdsbredden samt tvillinghjul montering på traktoren for at give en mere stabil sådybdestyring, en bedre pakning og som til slut giver en mere ensartet fremspiring.

Den testede maskine har været rundt i Europa, hvor den er blevet testet det sidste års tid. Transporten og forskellige brugere har sat sit præg på maskinen.

Nye maskiner er klar til levering 1.august.