Landmanden skal melde aktiviteter på marker med aktivitetskrav ind til Landbrugsstyrelsen med en speciel app - det kan måske lade sig gøre, hvis app-en virker og der er internetforbindelse ved marken - det er ikke gennemtænkt, mener bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug Ann Louise Worsøe Jørgensen.

Der har i den seneste tid været hektisk aktivitet på landmandens marker med Landbrugsstyrelsens trafiklys-app.

Hektisk, fordi en ministeriel indberetnings dato om aktivitet på de pågældende marker nærmede sig, og fordi den app, som markernes status skal indberettes i, ikke fungerer stabilt (og nogle gange slet ikke) herude, hvor staten ikke har sørget for, at telefoni- og internetforbindelse rækker.

Det er på mange måder en problematisk sag.

Landmanden skal efter denne nye praksis indberette sig selv, inden en frist udløber. Hvad sker der, hvis landmanden har handlet korrekt, men indberetningen ikke er indløbet på grund af fejl i det af styrelsen påkrævede og udviklede indberetningsværktøj? Er det så stadig landmanden, der må bøde?

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det drejer sig om at indberette aktivitet på marken med GPS-signeret billeddokumentation. For at få appen til at virke skal landmandens nem-id-nøglekort med offentlig adgang anvendes, og billeder skal tages ude i marken og sendes direkte via den telefon, der har taget fotoet. Hvordan gør man det uden internetforbindelse? Hvordan kan det håndteres af landmænd fritaget for nem-id og e-mails eller en landmand med en Doro eller Nokia 3110? Kan en sådan landmand overhovedet få besked?

Hvert billede kan nemt tage mellem tre til fem minutter at uploade - i tilfælde af at appen virker. Hvor mange billeder er tilstrækkelig dokumentation? Der kan jo hurtigt gå både halve og hele timer - ofte med konsulenthjælp på landmandens regning.

Er det i et retssamfund landmandens pligt at dokumentere, at han har udført sit markarbejde efter reglerne? Er det ikke nok at udføre det?

Unødig magtdemonstration

Man kan efter arbejdet ikke logge af appen. Når man så kommer til næste mark (eller som konsulent til næste landmand), vil appens satellit stadig vise den foregående mark eller den foregående landmand med det resultat, at man er for langt væk fra den mark, man står på og nu skal dokumentere. Så kan appen ikke arbejde. Hvordan kan man så indberette med præcise koordinater? Og hvordan harmonerer det med ikke at kunne logge af med persondataforordningen?

Fristen var den 25. oktober. Hvorfor kræver styrelsen dokumentation på en ustabil app, og hvorfor har styrelsen ikke styr på, om elektronikken virker ude i marken? Er det ikke nok, at landmanden opfylder loven?

Det virker som en unødig magtdemonstration fra myndighedernes side.

Så længe danskerne ikke engang kan ringe 112 overalt i Danmark, så er Danmark ikke klar til denne form for indberetnings-teknologi.