Da facebooksiden 'Her er ulven i Danmark' i april offentliggjorde et vildtkamerafoto af Stråsø-parret, forventede man, at GW930f og GW1101m for andet år i træk ville få hvalpe i den vestjyske ulvezone, skriver gruppen i en pressemeddelelse.

Hunulven var nemlig tydeligt drægtig. Men observationer af hvalpe i Stråsø Plantage har ladet vente på sig, og den nationale ulveovervågning nævner nu mislykket yngleforsøg som en mulighed:

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Der forligger endnu ikke dokumentation for, at der i foråret blev født nye hvalpe i det vestjyske ulverevir. Den nationale ulveovervågning er nu ved at undersøge om Ulfborgparret har flyttet ynglelokalitet inden for reviret eller om dette års yngleforsøg har slået fejl", skriver forskningsleder Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum Aarhus på Ulveatlas.dk.

- En forklaring kan være, at ulvene er søgt væk fra kerneområdet eller holder sig i skyggerne i Stråsø Plantage, efter at der på ulvetilhængerforeningen Ulvetids initiativ i april blev oprettet en såkaldt ynglezone, hvor det vestjyske ulvekobbel skulle have fred i yngletiden. Området, hvor gæster frem til den 15. august kun må færdes på bestemte skovveje, har lige siden været belejret stort set dag og nat af naturfotografer og ulveentusiaster fra hele landet. Med blandt andet drone-kameraer i luften forsøger de at få billeder af ulvene, siger Erik Poulsen, redaktør af 'Her er ulven i Danmark'.

Vestjysk ulv

I Ulveatlas' artikel oplyser Kent Olsen samtidigt, at en af de seks hvalpe fra sidste års Stråsø-kuld har været en tur i Tyskland.

Hanulven GW1536m har ved dna-spor vist sig at stå bag et angreb på får i Achtrup, lige sydøst for den dansk-tyske grænse ved Tønder.

Her blev et får dræbt og fem andre skambidt den 2. juli. Fire dage senere blev yderligere seks får dræbt i Achtrup og kan formentlig også tilskrives den vestjyske ulv i lighed med en række andre angreb i et relativt begrænset område i grænselandet. Senest på den danske side i Lydersholm den 12. juli.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nationale ulveovervågning illustrerer artiklen med den ulv, der blev fotograferet af en landbrugsmedhjælper i Store Jyndevad den 10. juni - ikke langt fra Lydersholm.

Det må derfor formodes, at forskerne antager, at det er GW1536m.

En anden hanulv fra Stråsø-koblets 2019-kuld har i øvrigt også været i Tyskland.

Det drejer sig om ulven GW1468m, som i februar i år angreb flere husdyr syd for grænsen og blev kendt som 'snudebideren', før den i marts vendte tilbage til Danmark. Den 12. marts dræbte den et får sydvest for Ribe.