Peter Kiær, landmand og næstformand for BL, mener, at denne sommer vil gå over i historien for dansk landbrug.

Disse måneder kan gå over i historien som dén sommer, hvor dansk landbrug endelig fik oprejsning efter adskillige års udokumenterede anklager om miljøsvineri.

Først blev det afsløret, hvordan forsyningsselskaber overalt i landet udleder adskillige tons urenset menneskegylle direkte ud i naturen og vandmiljøet. Dernæst slog forskere fast, at dyrelivets forsvinden i havet kan kobles sammen med disse spildevands-udledninger. Og nu indrømmer miljøminister Lea Wermelin (S) minsandten, at det slet ikke er landbruget, men derimod spildevandet, der er synderen med hensyn til iltsvind i Øresund.

Sommeren 2020 må være et wake-up-call for alle, der kærer sig om miljøet - og som nu forstår, at uretfærdige og ineffektive reguleringstiltag rettet mod danske landmænd må droppes.

Det er for længst påvist, at det intet hjælper på vandmiljøet at lave kvælstoftiltag på dyrkningsfladen. Landbrugspakken, der gav os mere gødning, har jo heller ikke øget udledningerne overhovedet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Lad os nu få en miljøpolitik, der virker. Altså med fokus på de egentlige forurenere. Så det danske landbrug - der er verdensberømt for at være både klima- og miljøvenligt - uden nyttesløse benspænd kan producere sunde, sikre og velsmagende madvarer til os alle sammen.