"Der var et yndigt land, men nu er det hele bare kornmarker". Sådan begynder sangen 'Yndigt Land' af aktivist og rapper Asger B, der sammen med stifter af Veganerpartiet, Henrik Vindfeldt rapper om Veganerpartiet formål i det politiske landskab.

Budskabet i musikvideoen er ikke til at tage fejl af - væk med den animalske industri i Danmark, skriver Veganerpartiet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Musikvideoen til sangen "Yndigt land" udkommer på Asger B's youtubeprofil klokken 12 i dag, torsdag den 23. juli.

Asger B udgiver sin nye musikvideo for at sprede budskabet om Veganerpartiets indsamling af vælgererklæringer, og for at oplyse danskerne om den måde, han ser produktionsvilkårene for Danmarks landbrugsdyr.

- Svinebaronerne systematiserer dyremishandling. Og deres fuldstændig uhæmmede rovdrift på naturen og jordens ressourcer må og skal frem i lyset - det kan jeg bruge musikken til, siger Asger B og fortsætter:

- Veganerpartiet er mine venner og med-aktivister. Vi har brugt mange timer sammen på gaden, lang tid før de stiftede partiet. Jeg ved, hvad de står for, og jeg bakker dem og deres budskab op hele vejen.

Medvirkende i musikvideoen er stifter af Veganerpartiet, Henrik Vindfeldt, der i musikvideoens andet vers sætter skarpt ind mod den animalske industri og for eksempel rapper "det er Danish Crown, der dræber naturen".

- Det danske areal ejes af få foderproducenter. Resten af befolkningen må år efter år se vores land blive pløjet og sprøjtet i stykker, så millioner af grise kan blive kommodificeret og solgt som produkter på verdensmarkedet, fortæller Henrik Vindfeldt i pressemeddelelsen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den umættelige kødproduktion forvolder større problemer her i Danmark, end danskerne er klar over. Vi og mange andre aktivister prøver med kunst, demonstrationer og her med musik at råbe op om de konsekvenser, som det animalske landbrug gør alt for at holde hemmelig eller spinne sig ud af. Måske er det også derfor, at vi skal have verdens første veganske parti her i Danmark. For de skal stoppes.