Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities, har i samarbejde stiftet DBC Invest.

Med DBC Invest følger et investeringstilsagn på 215 millioner kr. i danske biogasanlæg. I forrige uge kunne Vestjyllands Andel og Jysk Energi offentliggøre etableringen af det fælles investeringsselskab DBC Equity. Som en direkte forlængelse heraf har de to vestjyske andelsselskaber, i samarbejde med Langfristet Erhvervsfinansiering, nu stiftet datterselskabet DBC Invest, skriver de tre parter i en fælles pressemeddelelse.

Med DBC Invest har de tre samarbejdspartnere, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities, til formål at investere massivt i kapitalselskaber eller virksomheder, der producerer biogas i tilknytning til landbrugsbedrifter.

- Det er vigtigt for os, at kreditten for den grønne omstilling tilfalder dem, der leverer den - nemlig landbruget! Derfor glæder vi os over, at vi med DBC Invest kan tilbyde de danske landmænd og biogasejere en kapitalstærk partner, som udover investering i og videreudvikling af anlæggene vil bidrage med en solid indsigt i landbrugs- og energisektoren, påpeger Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel.

DBC Invest har ambitioner om at investere i en række biogasanlæg i løbet af de kommende år. I den forbindelse vil selskabet gå efter en ejerandel på 30-49 procent i hvert enkelt biogasanlæg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Ved at investere i en større portefølje af biogasanlæg skabes der muligheder for vidensdeling og optimering på tværs af de anlæg, som er under ejerparaplyen. Dette bl.a. med henblik på at reducere produktionsomkostninger og på sigt skabe andre afsætningsmuligheder for biogassen - eksempelvis gas til transport, forklarer Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi.

Tættere partnerskab

Med etableringen af DBC Invest ønsker Danish Bio Commodities bl.a. at få indflydelse på hele biogasanlæggets værdikæde fra indkøb af biomasse til salg af grønne certifikater.

Samtidig ønsker selskabet at knytte endnu tættere bånd til biogasbranchen og dens aktører.

- Danish Bio Commodities er blevet positivt modtaget blandt anlæggene. Vi har allerede indgået de første certifikathandelsaftaler og er i tæt dialog med flere anlæg. I forbindelse med denne dialog har en række anlæg efterspurgt et tættere partnerskab med DBC og dets ejerkreds, hvilket har ført til etableringen af DBC Invest, lyder det fra Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest.

Han påpeger desuden, at selskabet snarligt vil offentliggøre den første investering i et biogasanlæg.

- Vi glæder os over, at den første aftale er ved at være i hus, og at vi samtidig er i dialog med så mange biogasejere, som det er tilfældet, siger Rune Ledgaard Sørensen og tilføjer:

- I den forbindelse fremhæver vi naturligvis de synergier, som bliver skabt i form af Vestjyllands Andels indsigt i landbrugsektoren og adgang til biomasser, Jysk Energis indsigt i energisektoren samt Langfristet Erhvervsfinansierings kendskab til finansiering. Bevæbnet med de synergier og en solid investerings-kapital betragter vi DBC Invest som en særdeles attraktiv fremtidig partner i den danske biogasbranche.