Chefredaktør Rasmus Dalsgaard minder om, hvorfor livet er skønt, når man bor på landet.

Indtil nu har vi kun i begrænset omfang kunnet komme i marken, selvom vi er midt i marts.

Vandet er som bekendt væltet ned fra oven.

Lige nu er vi derfor nok lidt stressede på grund af de våde marker, men når vi om et par uger for alvor kan komme ud med traktor og redskaber og pleje vinterafgrøderne og få forårsafgrøderne godt etableret, så vil glæden over landmandstilværelsen forhåbentlig brede sig.

For mon ikke vi når det hele, selvom der mange steder også bliver ekstra udfordringer med at reparere vandskader i vinterafgrøderne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Og når vi nu går rundt og stresser lidt over alt det, vi ikke kan gøre noget konkret ved her og nu, fristes mange af os til at benytte frustrationen til også at skyde på politikere, myndigheder og interessegrupper, som modarbejder en fornuftig afvanding.

Deres forsumpningsdrømme er stærkt medvirkende årsag til, at situationen er endnu mere kritisk, end den ellers ville være, og at vi derfor ikke kan komme ud med gyllen.

Og når vi er i gang med at skyde løs, lægger det yderligere til frustrationen, at myndighederne også har indført gødningsbegrænsninger og ekstra krav til efterafgrøder.

Politikerne barsler også med yderligere begrænsninger på brugen af planteværn, og det frustrerer også, at vi skal dokumentere mere og mere, og at vi er underlagt et stressende og til tider naturstridigt datotyranni.

Det bliver ikke bedre af, at Klimarådet lægger op til højere afgifter på gødning, diesel med videre og nærmest får det til at lyde som om, landmænd er samfundets største klimaskurke - uden at bruge så meget som en indskudt sætning på at fremhæve landbrugets positive klimabidrag.

Og Covid-19-situationen udvikler sig hastigt med udsigt til meget bekymrende konsekvenser for hele samfundet.

Men inden alt bliver lidt for sort, må vi hellere minde hinanden om, at livet er skønt, når man bor på landet - herude, hvor folk på stenbroen tror, at alt ligner en kemisk steriliseret planteørken uden plads til biodiversitet.

Vi, der bor på landet, behøver heldigvis blot at stikke hovedet ud af vinduet for at mærke forårets sagte indtog med lunere vejr, intens fuglesang, blomstrende mirabeller i læhegnene og lysegrønne knopper på træer og buske.

Når vi svælger i den slags naturindtryk, bliver vi mindet om, at foråret nok skal komme.

Det plejer foråret at gøre. Og det kan politikerne trods alt ikke styre, uanset hvor meget de gerne vil styre naturen.