Veganere fremstår som nyreligiøse, sekteriske fanatikere, der benytter enhver anledning til at missionere for at udbrede deres eget indskrænkede verdensbillede.
Senest troppede små skarer af veganske missionærer op ved nogle af de bedrifter, der deltog i økolandbrugets store folkefest, hvor køerne blev lukket ud på græs. Her strømmede flere end 200.000 glade danskere i alle aldre ud på gårdene og fik en god oplevelse af moderne landbrug i den økologiske variant.
Men den fornøjelse skal familierne åbenbart forsage, hvis det står til veganerne.
Om det er den ene eller den anden gud, der giver os retningslinjer for, hvordan vores fødevarer skal frembringes, og hvad vi mås spise, eller hvad vi skal spise, og hvordan vi opnår syndsforladelse, gør ikke den store forskel.
Det handler om tro og om religiøse ritualer - intet andet. Og det er et udtryk for, at vi lever i en tid, hvor mange mennesker falder for nyreligiøse strømninger og sekteriske bevægelser, fordi bevægelserne formår at sælge sig selv som alt andet end nyreligiøs overtro og religiøs fanatisme.
Overskriften for de fleste nyreligiøse retninger er klima eller miljø, som næste alle vores dagligdags gøremål får skyld for at påvirke.
For veganerne handler det også om, at det er synd for dyrene, og det vil de gerne give os dårlig samvittighed over, selvom vi har al mulig grund til at have god samvittighed.
Familier blev nogle steder til økodagen mødt med bannere, der for eksempel viser et nærbillede af et kalvehoved og teksten: "Jeg savner min mor!"
Veganerne vil gerne bilde os - eller måske især børnene - ind, at det er synd for kalvene.
Netop skyldfølelse er noget af det, mange religioner altid har spillet på. Mange religioner fremstiller os som syndere, der skal have de højere magters syndsforladelse, som kan opnås gennem forskellige religiøse handlinger og ritualer.
Før Reformationen var troen på syndsforladelse gået helt over gevind. Bare man købte afladsbreve, fik man syndsforladelse, og sjælen blev frelst fra skærsilden. Det minder om, når nutidens udspekulerede kardinaler finder afladsløsninger for os syndige kødspisende, bilkørende, flyrejsende skærsildskandidater.
Vi kan undslippe den evige ild, hvis vi indretter os med daglige ritualer og dropper de røde bøffer og køber et CO2-afladsbrev, når vi ikke kan modstå fristelsen og alligevel tager på en længere flyrejse.
Lad os udfordre den kollektive paranoia og massefrygten for jordens undergang.
