Evnen til at se, hvad markedet har brug for kombineret med et vist mod og hårdt arbejde ligger bag de to virksomheder, som på Morsø Erhvervsråds generalforsamling mandag fik overrakt henholdsvis iværksætterprisen "Den Gyldne Musling" og initiativprisen "Den Gyldne Østers", skriver Morsø Erhvervsråd. En generalforsamling, der med 130 deltagere vendte blikket bagud - men også kiggede fremad på et år, der varsler fortsat fremgang for både erhvervsrådet og det lokale erhvervsliv.

Traditionen tro blev Morsø Erhvervsråds to hæderspriser - "Den Gyldne Musling" og "Den Gyldne Østers" uddelt til lokale virksomheder, der har succes. I det aktuelle tilfælde har begge virksomheder haft succes med at omsætte håndværk og praktisk erfaring til specialviden og unikke produkter, der har givet dem en solid niche at arbejde i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfaring gjort til forretning

- Den Gyldne Musling gik til Jens Iversen fra virksomheden Ploveksperten. Han har opbygget en helt unik rådgivningsvirksomhed, der er baseret på hans personlige erfaringer, som pløjer i verdensklasse kombineret med den faglige erfaring, han fik gennem 15 år som eksportsælger hos HE-VA. Jens Iversen er den første i verden, der har skabt en forretning på at justere plove for landmænd, der med en finjusteret plov sparer brændstof og sliddele, får mere jævne marker og mindre ukrudt, så behovet for kemikalier også reduceres.

- Jens Iversen har som iværksætter forstået at udnytte både de sociale medier og sit store netværk. 14 års arbejde som formand for Landspløjeudvalget under Danmarks Landboungdom gør, at rigtig mange landmænd nærmest automatisk tænker "Jens Iversen", når der snakkes pløjning, sagde Morsø Erhvervsråds konstituerede formand Tage Odgaard, da han overrakte prisen.

I dag har Ploveksperten kunder i Danmark, Norge og Sverige, og Jens Iversen har desuden etableret søstervirksomheden Farm Implement, der er eneforhandler af spanske Ovlac plove i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Jens Iversen takkede for hæderen og sendte en særlig tak til sine landmands-kunder.

- Vi har mødt en fantastisk tillid fra foreløbig omkring 750 kunder, og det er vi utrolig glade for. Takket været vores netværk og landmændenes tro på os og vores virksomhed er vi kommet godt fra start uden at bruge penge på markedsføring, sagde Jens Iversen, som sendte en tak til sine medarbejdere og takkede for den støtte og rådgivning, Morsø Erhvervsråd har givet ham som iværksætter. Han var ved prisuddelingen ledsaget af sin hustru - Anni - som nok fik aftenens største overraskelse. Hun vidste på forhånd intet om, at Ploveksperten skulle modtage "Den Gyldne Musling".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra landsbysmed til specialproduktion

Thorup Smed fik initiativprisen "Den Gyldne Østers". Virksomheden er i dag meget anderledes end den, smedemester Anton Mikkelsen grundlagde i 1969, skriver Morsø Erhvervsråd i en pressemeddelelse. Oprindeligt var fokus på traditionelt smede og VVS-arbejde, men Anton Mikkelsen havde et talent for at konstruere sine egne løsninger, og de blev blandt andet efterspurgt af de vinduesfabrikker på Mors, som i 80'erne fik et stadigt større behov for individuelle løsninger og specialmaskiner.

Anton Mikkelsens søn Martin blev i 1997 uddannet i virksomheden og supplerende efterfølgende med en uddannelse som civilingeniør inden for maskinteknik fra Aalborg Universitet. I 2004 overtog han Thorup Smed og har siden specialiseret virksomheden inden for opbygning af specialmaskiner til industrien.

Virksomheden er i dag kendt som specialister i at finde gode løsninger, der automatiserer og effektiviserer kundens produktion med udgangspunkt i de krav og ønsker, kunden har.

- Martin Mikkelsen har været katalysator for en omstilling fra traditionel håndværksvirksomhed til en moderne organisation, hvor evnen til at se markedets behov, faglig viden og stor fleksibilitet danner grundlag for en erhvervssucces på Mors, lød det i Morsø Erhvervsråds begrundelse hædersprisen.

Martin Mikkelsen takkede for hæderen og udtrykte stolthed over, den opmærksomhed, Thorup Smed har fået, både lokalt og i en lidt større geografi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Faktisk var jeg på vej hjem fra en kunde i New Zealand, da jeg fik meldingen om, at vi skulle modtage "Den Gyldne Østers", fortalte han. "Det er spændende med internationale kunder, men der er nu også en stor tilfredsstillelse i at betjene velkendte kunder her på Mors. Og så er det lidt nemmere", sagde Martin Mikkelsen og takkede sine med arbejdere for den indsats, de har gjort for at gøre Thorup Smed til en succes.