Ny kampagne sætter fokus på, at Danmark har det laveste antibiotikaforbrug sammenlignet med andre europæiske lande.

Resultaterne af danske svineproducenters indsats for at sænke antibiotikaforbruget danner grundlag for en ny kampagne, som i disse dage ruller ud i landets aviser og på Facebook.

- En ting er, at vi selv og offentlige instanser kender tallene. Men vi skal også huske at fejre vores succeser med resten af Danmark. Og det gør vi med denne kampagne under overskriften: "Vi har givet antibiotikaforbruget én på trynen", siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

Målrettet indsats

Ifølge Landbrug & Fødevarer skyldes danske svineproducenters succes med at sænke antibiotikaforbruget flere ting. Ikke mindst en tidlig og effektiv indsats fra landmænd og dyrlæger kombineret med en restriktiv antibiotikapolitik.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- I Danmark er vi gode til at målrette behandlingen og dermed minimere forbruget af antibiotika - samtidig med, at vi har et unikt sundhedssystem, det såkaldte SPF-system, der holder danske grise fri for en lang række sygdomme, forklarer Erik Larsen.

Tilbage i 1998, længe før resten af EU fulgte trop, indførte man i Danmark et frivilligt forbud mod anvendelsen af vækstfremmere. Desuden udfasede man brugen af tre typer antibiotika - fluoroquinoloner, cephalosporiner og colistin - som er kritisk vigtige antibiotikatyper til behandlingen af mennesker.

- Der er altså ikke noget at sige til, at Danmark fremhæves som et foregangsland i international sammenhæng, siger Erik Larsen.