Danish Crown lancerer bøffer med halvt kød og halvt grøntsager. Fra næste uge vil der i kølediskene hos Rema1000 og Meny være pakker med hakket kød, hvor halvdelen er erstattet af grøntsager.

Med et helt nyt koncept målretter Danish Crown nu hybridprodukter til de familier, der ønsker at skære lidt ned på forbruget uden at miste smagen af kød.

- Konceptet hedder 50/50, og bliver lanceret i både en okse- og grisekødsvariant. 50 procent af indholdet er kød af den samme høje kvalitet, som danskerne kender fra Danish Crowns produkter, mens de resterende 50 procent er grøntsager, der selvfølgelig også er af høj kvalitet, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef

For at gøre produkterne så velsmagende som muligt er der dog ikke de samme grønsager i de to varianter.

- Der er en smagsvariation på okse og grisekød, og derfor skal grøntsagerne komplimentere de forskellige smagsnuancer. I Grønt & Gris har vi tilføjet gulerødder, peberfrugt og kikærter, mens vi har skiftet gulerødderne ud med kidneybønner i Grønt & Okse. Begge varianter er i øvrigt også nøglehulsmærkede med kun seks procent fedt, så de matcher forbrugernes ønske om magre og saltfattige produkter, siger Kamilla Wetke, der er senior brand manager hos Danish Crown, og har været tæt indover udviklingen af produkterne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Plantebøffer

I juli måned annoncerede Danish Crown, at en plantebøf ville være på hylderne inden årets udgang, og 50/50 konceptet er endnu et tiltag, der skal sikre, at Danish Crown i fremtiden kan levere de produkter, som forbrugerne efterspørger.

- Det er vigtigt at understrege, at vores kerneprodukt er kød. Men når det er sagt, må vi også forholde os til, at forbrugerne i højere grad efterspørger alternativer til kød, og det vil vi selvfølgelig gerne kunne tilbyde dem. Hos Danish Crown har vi udstyret og ekspertisen til at udvikle disse produkter, så de sidder lige i skabet - første gang, siger Finn Klostermann.

Danish Crown leverer i forvejen en række hybridprodukter af oksekød til enkelte detailkæder under kædernes egne brands, men disse produkter indeholder kun mellem 20 - 30 procent grøntsager.