Miljøstyrelsen har givet autorisation til Nomus, der i samarbejde med Djursland Landboforening nu kan afholde kursus i rottebekæmpelse.

Efter lang tids venten kan Djursland Landboforening i samarbejde med Nomus afholde rottekursus den 6. februar, skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

Kurset varer en dag og giver landmanden den nødvendige R2-autorisation til bekæmpelse af rotter på egen ejendom.

Landboforeningen har tidligere annonceret et kursus, som desværre måtte aflyses, da Miljøstyrelsen i sidste øjeblik valgte at sende hele bekendtgørelsen i høring. Men nu skulle den være god nok. Nomus fik før jul besked fra Miljøstyrelsen om, at nu kunne de gå i gang med kurserne.

Ifølge Djursland Landboforening er rottekurset målrettet personer, der ejer en erhvervsejendom, og selv ønsker at bekæmpe rotter med visse bekæmpelsesmidler på denne ejendom og kun på denne ejendom. Det vil sige, at hvis bedriften er et selskab (I/S, A/S, ApS), betragtes ejerne som daglige ledere, og de må ikke bekæmpe med en R2-autorisation. Her henvises stadig til den gratis bekæmpelse fra kommunen, eller man kan indgå kontrakt med et privat bekæmpelsesfirma. Ud over at være ejer af ejendommen er det også et krav at have et gyldigt sprøjtebevis/certifikat.

Kurset er mest orienteret mod landbruget, men også andre personer, der opfylder adgangskravene og har et ønske om at bekæmpe på egen erhvervsejendom kan tage kurset. Selvom man har fået en R2-autorisation, må der kun udlægges rottegift, når der er konstateret rotter. Inden der udlægges rottegift skal det anmeldes til kommunen. Permanent udlægning som forebyggelse mod rotter er ikke tilladt, heller ikke for R2-autoriserede.

Landmanden skal selv finansiere indkøb af gift og fælder og bruge tid ikke alene på bekæmpelse, men også forebyggelse og fejlfinding.

Tilmelding til kurset er nødvendig og sker via Djursland Landboforening.