Samfundet er ikke forvænt med høje vækstrater, men økologien melder om fremgang. Ifølge en vurdering fra Økologisk Landsforening steg salget af økologiske produkter i 2012 med tre procent. Så på trods af finanskrisen er kurven for den økologiske omsætning fortsat stigende.

Den økologiske omsætning er dermed vokset med 21 procent igennem krisen, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danskerne er under finanskrisen blevet bevidste om, hvad de får for pengene. Og Ø-mærket har bidt sig fast som en garanti for rene fødevarer, dyrevelfærd og miljøvenlig produktion. Samtidig vil stadig flere danskere gerne vide, hvor fødevarerne kommer fra, og hvad de indeholder, og det er lettere at gennemskue, når der er tale om økologiske varer, siger markedschef i Økologisk Landsforening, Henrik Hindborg.

Fra mælk til kød

Efterspørgslen efter forskellige øko-produkter er dog ikke konstant. De populære varer som mælk, kartofler og gulerødder har oplevet et lille fald i efterspørgslen, mens forbrugerne i stignede omfang er interesseret i kød, mel og morgenmadsprodukter med det røde Ø og de særlige produktionsmetoder.

Selv om discountbutikkerne i stigende grad bliver opsøgt af danske indkøbere, er det ikke nødvendigvis et problem for økologien, som trives fint i eksempelvis Netto.

Ifølge Økologisk Landsforenings analyser er discountbutikkerne hastigt på vej mod en markedsandel på 40 procent af dagligvarehandlens samlede omsætning af økologiske fødevarer.

Netto sælger 16 procent

Den udvikling genkender man hos Dansk Supermarked, hvor især discountbutikken Netto, havde stigende øko-salg i 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplevet en lille vækst i salget af økologi på tværs af alle butikkerne i 2012, men mest markant var væksten i Netto, hvor salget af økologi steg med otte procent, siger pressechef hos Dansk Supermarked,

Mads Hvitved Grand. Netto er den enkeltkæde i Danmark, der sælger mest økologi. Fra de gule butikker henter danskerne nu 16 procent af den samlede økologiske dagligvarehandel.