Det skulle have været så godt, men mødet mellem L&F-formand Martin Merrild og mange medlemmer af Bæredygtigt Landbrug endte ikke i fryd og gammen på Agerskov Kro sidst på eftermiddagen torsdag. 

Flemming Fuglede Jørgensen - formand for Bæredygtigt Landbrug - gik i konfrontation med Martin Merrild mod mødets slutning, men måske lidt overraskende var der ikke stemning til Flemming Fuglede Jørgensens linje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Handling i stedet for snak

- Tiden er ikke til mere snak. Tiden er til aktion, og det er det, vi (Bæredygtigt Landbrug, red.) står for, og det er det, vi vil. Jeg havde forberedt at sige til folk i dag, at de skulle melde sig ud af Landbrug & Fødevarer, men det vil jeg lade være med. Men jeg vil sige, at du skal lade være med at forhandle på Bæredygtigt Landbrugs vegne, og vi repræsenterer 60 procent af dansk landbrugs indtjening, sagde Flemming Fuglede Jørgensen, som blev mødt af et "hold op" fra flere tilhørere.

- Du har fået godt med støtter med, var Flemming Fuglede Jørgensens reaktion på det - henvendt til Martin Merrild.

Klar til underskrift

Flemming Fuglede Jørgensen havde forinden sin truende mistillid bedt Martin Merrild skrive under på et stykke papir, hvor Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug i fællesskab tager afstand fra ulovlige vandplaner og randzoner. Det ville Martin Merrild ikke.

- Det er ikke et underskriftsmøde det her, sagde Martin Merrild.