Brancheforeningen Dansk Planteværn var godt tilfreds med, at statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin åbningstale udtalte, at regeringen vil skærpe indsatsen mod import af ulovlige plantebeskyttelsesmidler.

- Foreningen har gennem flere år påpeget problemet specielt med hensyn til forfalskede produkter, og det er derfor godt, at der gøres en større indsats for at dæmme op for importen, siger Peter Højer, formand for brancheforeningen Dansk Planteværn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behov for bedre overblik

Statsministeren sagde også, at forbruget af plantebeskyttelsesmidler stiger, og at der lukkes vandboringer. Det er dog ifølge foreningen vigtigt at påpege, at det ikke behøver være den eneste grund til at vandboringerne lukker.

- Lukningerne kan også ske af tekniske årsager, som for eksempel at boringen falder sammen, eller at der findes andre stoffer end rester af plantebeskyttelsesmidler. Der er derfor behov for et bedre overblik over årsagerne til lukningerne af boringer, så det vil vi opfordre regeringen til at gøre noget ved, siger Peter Højer.

Endelig fremhævede statsministeren også regeringens indsats i form af en kommende omlægning af pesticidafgifterne.

- Det er en omlægning, som vi ser med stor bekymring på. Den vil helt klart betyde en øget risiko for resistens, blandt andet fordi udvalget af tilgængelige plantebeskyttelsesmidler vil blive mindre, og det vil give store problemer for landbrug og gartneri, understreger Peter Højer.