Maskinbladet, Agritechnica.

Reservedelsvirksomheden Mølbro havde en nyhed godt gemt i kufferten, da virksomheden drog til Agritechnica. Tirsdag morgen blev de sidste advokatpapirer udarbejdet i forbindelse med patenteringen af plovspidsen og systemet til hurtigskifte. Og så kunne afdækningen fjernes, så de besøgende kunne se og høre om nyheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spidsen og holderen er udviklet med koniske flader, som gør spidsen selvlåsende, når den er hamret på.

- Det betyder, at spidsen sidder helt fast og ikke kan vrikkes løs. Hverken under pløjning eller transport, siger Jens Skytte, som er salgschef hos Mølbro.

Slidindikatoer sikrer rettidigt skifte

Når spidsen skal skiftes, anvendes en stang, og der gives eventuelt et slag på stangen, og så er spidsen afmonteret.

Plovspidsen er også forsynet med en slidindikator, der er udformet som en lille fordybning i spidsen. Det vil sige, at når spidsen er slidt ned i niveau med indikatoren, er det tid til at skifte spidsen.

- Det er vigtigt at gøre, for på den måde undgår man slid på holderen, som, vi forventer, kan klare 10 spidser, inden, den skal skiftes. Normalt klarer en holder kun tre-fire spidser, siger Jens Skytte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Passer også til harvetænder

Mølbro har navngivet systemet M7, og det er skabt så fleksibelt, at det også kan passe til visse harvetænder med mere blot ved at ændre holderen/adapteren.

- Spidsen passer på alle mærker af plove, men foreløbig er den lavet til Kvernelands plove, og vi har den klar til Kuhn-plove, siger Jens Skytte.

- Den største fordel ved systemet er ud over tidsbesparelsen ved skifte af spidser, at vi opnår et mere jævnt forløb af jord, og det betyder samtidig et teoretisk lavere kraftbehov, siger Jens Skytte.

Direktør Per Møller, Mølbro, siger, at udviklingen af den nye spids er et resultat af mange års erfaring med sliddele.

- Den største udfordring var at skabe en løsning, der ikke skilles ad ved vibrationer, og det sikrer den koniske form, som vi nu har fået patenteret, siger han.