Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, har udsendt en rapport, der konkluderede, at dansk landbrug bidrager med cirka 40 procent af den luftforurening, som hvert år koster 3.400 danskere livet og samfundet milliarder af kroner i sundhedsomkostninger.

Danske Svineproducenter stiller nu spørgsmålstegn ved rapportens konklusioner:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I betragtning af den store usikkerhed, der er om konklusionen er det overraskende og kritisabelt, at DMU melder ud i så skråsikre vendinger, skriver foreningen i et nyhedsbrev.

Ifølge Danske Svineproducenter skal mindst to forudsætninger være på plads, før landbruget kan være skyld i så store helbredspåvirkninger:


1.Partikelforureningen fra landbruget skal være sundhedsskadelig. 

2. Partikelforureningen fra landbruget skal findes der, hvor der lever mange mennesker.

 

- Fra videnskabelige undersøgelser ved vi, at udstødningsgasser fra biler øger iltmanglen i hjertet og øger risikoen for blodpropper. Vi ved, at dødeligheden ved hjerte-lunge-lidelser bliver fordoblet, hvis personerne bor 100 meter fra en motorvej eller 50 meter fra en større gade i bycentre. Men er det rigtigt, at partikelforureningen fra landbruget i form af vandopløselige ammoniumsalte er ligeså farlig som partikler fra udstødningsgasser fra dieselkøretøjer og PAH- og dioxinholdige røgpartikler fra forbrænding? Spørger bestyrelsesmedlem Rune Nielsen i nyhedsbrevet.

 

DMU stiller selv spørgsmålet og giver selv svaret i bogen Luftforurening med Partikler – et sundhedsproblem:

 

"Der arbejdes intenst mange steder i verden på at klarlægge dette, både ved at skaffe gode data om partiklerne og deres kilder og om partiklernes virkningsmekanismer på helbredet. Også forskningen i Danmark bidrager hertil," skriver DMU i bogen.

 

- Med andre ord: De ved det ikke, understreger Rune Nielsen.

 

- Jeg vil påstå, at landbrugets bidrag til partikelforureningen inde i byerne og dermed også helbredsmæssige betydning for befolkningen er voldsomt overvurderet i DMU’s seneste rapport, siger Rune Nielsen og fortsætter:

 

- Set i lyset af de store helbredsmæssige konsekvenser partikelforurening generelt har, er der god grund til at arbejde videre med resultaterne af de seneste undersøgelser, men at påstå, at landbrugets partikelforurening forårsager tusindvis af dødsfald og milliarder af kroner i ekstra sundhedsudgifter er simpelthen useriøst.