Den megen luftforurening, som landbruget beskyldes for at bidrage med, kommer ifølge Landbrug & Fødevarer i høj grad fra udenlandske landbrug.

Miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, Niels Peter Nørring, mener ikke, at det danske landbrug skal klandres for samtlige 40 procent ammoniak-udledning, der tilsyneladende kommer fra landbruget. Ifølge ham bidrager Danmark kun med to procent af EU's samlede udledning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man bør kigge på ammoniakudledningen i Danmark kontra resten af Europa. I det regnestykke bidrager Danmark kun med to procent af den samlede ammoniakudledning, siger Niels Peter Nørring.

- Sagen er den, at ammoniak i sig selv ikke er farligt, men når det kommer op i atmosfæren, bliver det omdannet til ammoniumsulfat og ammoniumnitrat, og det er til gengæld ikke sundt. Oppe i atmosfæren kan det transporteres helt op til 1.000 kilometer, før det falder ned, derfor kan størstedelen af det, vi har i Danmark, stamme fra andre lande, udtaler han.

- Man kan derfor kalde ammoniakproblematikken for et grænseoverskridende problem.

De andre lande skal op på niveau

Niels Peter Nørring advarer imod, at Folketinget går i panik, og skærper kravene for udledning af ammoniak yderligere for danske landmænd.

- Hvis Folketinget som følge af hele denne luftforureningssag skærper ammoniakkravene yderligere, risikerer vi, at den animalske produktion flyttes til udlandet, og det ville hæve ammoniakudledningen, mener Niels Peter Nørring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Danmark har vi i de seneste 10 år reduceret udledningen med 17 procent, og Danmark ligger helt i front, når det gælder om at reducere udledningen. Så langt fremme er der ingen andre lande, der er, så af samme grund ville det være på sin plads, hvis de andre lande kom op på niveau med os, da en skærpelse for Danmark ville svække vores konkurrenceevne, slutter Niels Peter Nørring.