Luftforureningen i Europa skal sænkes, og derfor forhandler EU-landene om at sætte nye mål for at sænke forureningen med forskellige stoffer heriblandt ammoniak fra landbruget.

I forhandlingerne har den tidligere S-R-SF-regering forpligtet Danmark til at mindske udledningen af ammoniak fra landbruget med 24 procent i 2020, mens eksempelvis Polen kun har lovet at reducere landbrugets udledning med to procent og Tyskland med fem procent. Gennemsnitligt ligger EU-landenes krav til deres ammoniakreduktioner på seks procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Urimelige krav

- Jeg har bedt om mødet med kommissæren, fordi jeg ønsker Kommissionens hjælp til at bringe de urimeligt høje danske mål ned, som den tidligere regering står bag. Luftforurening er et grænseoverskridende problem, og vi skal alle hjælpe med til, at luften over Europa bliver bedre. Men det kan ikke nytte, at vi i Danmark udkonkurrerer os selv med meget højere miljøkrav end vores nabolande. Det vil indebære risiko for, at produktionen flytter til vores nabolande, hvor man må udlede mere ammoniak. Der skal være en bedre balance mellem landene på europæisk plan, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Langt foran

To tredjedele af luftforureningen i Danmark kommer fra udlandet. I Danmark er vi allerede langt foran med regulering af ammoniak. For eksempel har bredspredning af gylle været forbudt i Danmark siden 2002, mens det fortsat er tilladt i lande som Frankrig og Polen.

- Vi skal have landene omkring os til at levere mere, så der bliver en mere fair byrdefordeling. Danmarks fødevareerhverv har brug for bedre muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser - og ikke det modsatte. Så uforholdsmæssigt skrappe krav vil være en stor barriere for vækst i landbruget, siger Eva Kjer Hansen.