1994: Anbefalinger til køernes sommerfodring

Maskinbladet fortsætter med at markere 30 år som landsdækkende medie, ved at genopfriske gamle artikler, som viser, at nogle emner stadig er aktuelle, eller at den faglige udvikling har bragt os et helt andet sted hen, end vi var i 1994.

Denne gang dykker vi ned i et eksempel på det sidste.

Cand. agro. Torben Nielsen skrev i Maskinbladet 21. marts en længere faglig artikel, hvor han kom med anbefalinger til køernes sommerfodring, og mange ting i artiklen afslører, at køernes verden så meget anderledes ud, end vi kender den i dag.

Fra vinter til sommer

Moderne, konventionelle kvægbrug gør sig normalt umage med at undgå store foderskift, og der er sjældent stor forskel på fodringen om sommeren og vinteren.

Men i 1994 var det stadig aktuelt at beskæftige sig med den store overgang fra vinterfodring til sommerfordring.

Torben Nielsen konstaterede i sin artikel, at det i 1994 var blevet mere almindeligt end tidligere at lukke køer på græs, og at op mod 75 procent af datidens køer kom på græs.

Filosofien bag afgræsningens opblomstring på det tidspunkt var ifølge artiklen, at græs er billigt foder, at motion styrker koen og holder dyrlægen på afstand, og desuden at køer på græs er gode ambassadører for det danske landbrug.

Gode ambassadører

Ingen havde dengang forestillet sig, at køer kun et kvart århundrede senere ville være blandt de mest udskældte husdyr og udråbt som en væsentlig årsag til klodens temperaturstigninger. Alene på grund af deres unikke og dybest set geniale fordøjelsessystem, som recirkulerer atmosfæriske bestanddele via planteomsætning.

Også på andre områder afslører artiklen, at der er gået 30 år. Den faglige viden er udbygget og opdateret betydeligt, og andelen af konventionelle køer på græs er faldet til cirka 20 procent.

Men også billedet af en ko, som illustrerer artiklen, viser tydeligt, at der er sket meget siden 1994.

Kompakt ko og øreklip

Koen var en helt anden model end de moderne Holstein-køer, vi ser i dag. Typen var var meget mere kompakt, og benene var ikke særligt lange, og yveret og patterne var mindre velformede, end vi ser på nutidens køer.

Koen havde heller ikke et plastik-mærke i øret. Dengang skulle kreaturerne kun have et enkelt mærke, men på den fotograferede ko, kunne man tydeligt se, at mærket tydeligt revet af og havde efterladt en flænge fra midten af øret og til ørets kant.

Identifikationen var dog stadig mulig trods det manglende øremærke. Koens nummer i besætningen var nemlig randklippet i ørerne - en metode, som nogle kvægbrugere dengang stadig brugte sideløbende med den obligatoriske isætning af plastikøremærkerne. I dag ser vi ikke en gang randklipningen på museumskøer.