Det er meget sjældent, at dansk frugt og grøntsager indeholder sprøjtemiddelrester, der er højere end de tilladte grænseværdier. Det viser den årlige pesticidrapport 2022 fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.
- Når du vælger dansk frugt og grønt, får du generelt færre pesticidrester med i købet, end når du køber frugt og grønt fra udlandet. Samtidig viste kontrollen også, at langt de fleste varer fra udlandet overholder grænseværdien for pesticidrester i fødevarer. Hovedparten har intet indhold eller lave niveauer af pesticidrester, siger Henrik Dammand Nielsen, der er kontorchef i Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
I konventionelt dyrket frugt fra andre EU-lande blev der fundet pesticidrester under grænseværdien i 83 procent af prøverne. Det samme gjorde sig gældende for 86 procent af prøverne fra tredjelande. Til sammenligning blev der fundet restindhold under grænseværdien i 51 procent af de danske frugtprøver.
Billedet er det samme, når det kommer til grøntsagerne. I konventionelt dyrkede grøntsager fra andre EU-lande var der restindhold under grænseværdien i 58 procent af prøverne, mens 56 procent af prøverne fra tredjelande indeholdt pesticidrester. I konventionelt dyrkede danske grøntsager var der kun restindhold under grænseværdien i 20 procent af prøverne.
Af i alt 2.176 fødevareprøver, hvor også korn, kød og babymad blev analyseret, blev der fundet 34 prøver med indhold, der blev vurderet sundhedsmæssigt uacceptabelt. Det svarer til, at der i 1,6 procent af samtlige fødevareprøver fra ind- og udland blev fundet sundhedsmæssigt uacceptable overskridelser af grænseværdien.
Disse produkter blev tilbagekaldt, og der blev udsendt en varsling til andre EU-lande.
Ingen sundhedsrisiko
I danske prøver blev der kun fundet indhold over grænseværdien i én prøve af æble, hvor overskridelsen dog ikke udgjorde en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne.
Indholdet af pesticidrester er generelt så lavt, at det ikke udgør en sundhedsmæssig risiko.
- Pesticidrester i fødevarerne skal holdes under grænseværdien. Derfor har vi løbende kontrol med pesticidrester i både danske og udenlandske fødevarer, og virksomhederne skal trække varerne tilbage, hvis der konstateres sundhedsmæssigt uacceptabelt indhold af pesticidrester, siger Henrik Dammand Nielsen.





