Lyt til artiklen:

Bæredygtigt Landbrug: Miljøstyrelsen beskytter ikke miljøet

00:00
Hastighed: ???x
02:18

Bæredygtigt Landbrug påklager nu en afgørelse fra Miljøstyrelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det sker i forbindelse med en sag om spildevandsforurening i Fladså, det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Miljøstyrelsen har frikendt sig selv, hvilket er helt grotesk. Nu går vi efter at få ophævet afgørelsen samt at få den henvist til fornyet behandling, fortæller Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årsagen til klagen fra Bæredygtigt Landbrug er Miljøstyrelsens kendelse vedrørende udledning af ikke færre end 30.000 kubikmeter urenset spildevand til Fladså ved Mogenstrup i nærheden af Næstved i perioden fra november 2021 til april 2022.

Episoden skyldtes et brud på en spildevandsledning, og blev opdaget af en lokal landmand. Styrelsen vurderer, at den massive forurening ikke har resulteret i en skade, der har medført betydelig negativ påvirkning i en sådan grad, at der foreligger en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, der således skal behandles efter Miljøskadeloven.

Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed og frikender altså både sig selv og Næstved Kommune - blandt andet. med baggrund i, at der ikke findes kemiske målinger fra hverken før, under eller efter hændelsen.

- Vores vandplanssag i Vestre Landsret forleden illustrerede tydeligt, hvor elendigt det danske måleprogram er, og hvordan hele overvågningsprogrammet er hullet som en si. Det kan man roligt fastslå, at sagen her endnu engang beviser. Hvordan kan man sige, at der ikke er sket en miljøskade, når der ikke måles?, spørger Nikolaj Schulz.

Bæredygtigt Landbrugs chefjurist understreger, at det er en trussel for miljøet, at der ikke bliver målt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Miljøstyrelsen er så vidt vides sat i verden for at beskytte miljøet - men det virker ikke sådan, når vi ser på konkrete forureningssager. Det kan være, at vi får lejlighed til at komme omkring emnet på vores vandløbskonference i Fredericia den 22. november, lyder det fra Nikolaj Schulz.