Lyt til artiklen:

Cyberangreb rammer Patriotisk Selskab

00:00
Hastighed: ???x
01:45

Patriotisk Selskab har været udsat for et cyberangreb, som har forårsaget et IT-nedbrud, det skriver de i en pressemeddelelse.

"Vi tager sagen meget alvorligt og har nogle af de mest kompetente eksperter på sagen. For en sikkerheds skyld har vi valgt at lukke kontrolleret ned for vores IT-systemer indtil videre. Hændelsen er også anmeldt til Datatilsynet efter reglerne herom", skriver Patriotisk Selskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkret betyder det, at Patriotisk Selskab ikke kan håndtere en række services til foreningens medlemmer. Der arbejdes på højtryk på, at systemerne hurtigst muligt kommer tilbage til normal drift.

"Vi er i gang med at analysere omfanget og har blandt andet bedt vores eksterne sikkerhedsekspert om at overvåge vores IT-systemer 24/7. Vi kan desværre ikke give uddybende informationer på nuværende tidspunkt. Det er dog vigtigt for os at understrege, at eksterne bogføringssystemer som Ø90, InterCount, Summax, Markonline, eConomic og Caseware ikke er omfattet af angrebet, men at vi af sikkerhedsmæssige hensyn p.t. ikke kan tilgå alle eksterne systemer", meddeles det.

Vil man i kontakt med rådgivere eller andre ved Patriotisk Selskab kan det ikke foregå via fastnettelefoner, men mobiltelefoner og e-mails er åbne.

"Vi beder om forståelse for, at en række interne IT-systemer p.t. ikke er i drift, og at vi for nuværende derfor ikke kan udføre alle opgaver", skriver Patriotisk Selskab.