Lyt til artiklen:

Landbrugsskole ansætter advokat-direktør som ny forstander

00:00
Hastighed: ???x
01:24

Den 1. august får Kjærgård Landbrug ny forstander. Lasse Iversen Hansen bliver ny mand i spidsen for skolen, og han kommer med stor ledererfaring.

Han kommer nemlig fra en stilling som administrerende direktør i Penta Advokater, men han har også tidligere været regionsansvarlig i Deloitte i 12 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er med stor glæde, vi har indgået aftale med Lasse Iversen Hansen om jobbet som forstander. Bestyrelsen er helt overbeviste om, at Lasse har lysten og viljen, samt de rigtige kvalifikationer og den ledererfaring, der skal til, for at drive skolen videre i den positive retning vi har påbegyndt, siger Kurt Bjerrum, der er bestyrelsesformand på skolen i en pressemeddelelse.

Lasse Iversen Hansen fortæller, at han vil bestræbe sig på at gøre uddannelsen endnu mere attraktiv, ved at sætte fokus på den grønne omstilling og landbrugets rolle i den.

- Mentorordning og mesterlære blandt de bærende principper, hvor jeg via sparring og samtaler hjælper unge mennesker godt videre til næste projekt eller karrieremæssige udfordring, siger han.

Lasse Iversen Hansen bor i Bramming, er gift og har tre voksne børn.