Lyt til artiklen:

Kaj Homilius forhandler nu Manitou

00:00
Hastighed: ???x
02:20

Den sønderjyske forhandler af Fendt, firmaet Kaj Homilius A/S i Hellevad ved Rødekro, har siden virksomheden fik forhandling af Fendt i 1982 haft fokus på Fendt og maskiner fra Pöttinger.

Men nu introduceres et tredje mærke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Homilius er blevet forhandler for Scantruck A/S, som er importør af Manitou-minilæssere.

- Vi har slet ikke gjort noget i minilæssere tidligere, men vi mente, at der manglede noget i udvalget. Nu forsyner Scantruck os med hele Manitous minilæsserserie fra 1200 kg til 3500 kg samt teleskoplæsserne i ULM-serien, som er Manitous ultrakompakte læssere med firehjulsstyring, fortæller Finn Homilius, som er medindehaver af virksomheden sammen med sin søster Lone og broren Erik samt firmaets grundlægger Kaj Homilius, som er 76 år og still going strong.

En god stak

- Vi forhandler Fendt fra Kongeåen og ned, men vi har også kunder både nordligere og på Sjælland. Det er naturligvis hovedsagelig landmænd, og jeg forestiller mig, at det også bliver landbruget, der kommer til at tage flittigst fra af Manitou-minilæsserne. Vi er indstillet på, at vi skal sælge en god stak Manitou'er, og derfor har vi også forsynet os med godt med reservedele til også at levere god service, siger Finn Homilius.

Stort område

Scantruck vurderer, at Kaj Homilius A/S er et seriøst firma med ønske om at gøre noget ved sagen.

- Derfor er vi rigtig godt tilfredse med, at Kaj Homilius nu sælger og servicerer Manitou-minilæssere for os. Vi har kvitteret med et godt, stort område, som firmaet kan operere i. Vi har ikke andre forhandlere syd for Herning, fortæller Otto Madsen, som er Scantrucks distriktschef for Manitou i Sønderjylland og på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
Scantrucks Manitou-distriktschef for Sønderjylland og Fyn, Otto Madsen (til venstre) byder medindehaver Finn Homilius (i førersædet) og maskinsælger Kristian Work velkommen ombord. Pressefoto: Scantruck.

Den nyslåede forhandler har en flåde med 10 servicevogne og har allerede haft folk på kursus i firmaets nye maskinmærke.

Kaj Homilius A/S bestilte som en begyndelse syv maskiner til lager, og to af dem er allerede solgt. Forhandlingen har øget travlheden i Hellevad, hvor det i første omgang er Finn Homilius, der tager sig af salget. Han kører meget rundt i det store område og laver demo'er af maskinerne, og han har noteret sig, at de potentielle kunder er særdeles positive over for maskinmærket.