Lyt til artiklen:

Plantebaserede fødevarer i fokus på messe

00:00
Hastighed: ???x
01:30

5.000 gæster vil i weekenden 5. og 6. november slå forbi Øksnehallen hvor messen Organic Plant Based Expo finder sted. Messen arrangeres af Dansk Vegetarisk Forening og er blevet til med støtte fra Fonden for økologisk landbrug og Organic Plant Protein, det skriver Dansk Vegetarisk Forening i en pressemeddelelse.

Messen, der er helt økologisk og plantebaseret har 50 udstillere, som ser frem til at vise plantebaserede fødevarer på højt plan til gæsterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er opstået en udbredt myte om, at plantebaserede produkter er kedelige eller unaturlige, og at omstillingen af vores mad er vanskelig. Vi vil med messen vise, at der faktisk er et væld af spændende produkter, som kan gøre omstillingen nemmere, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Danmark er i front

Organic Plant Protein A/S er messens hovedsponsor, og iværksætterparret Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen ser messen som en gylden mulighed for at eksponere dansk økologi og plantebaseret mad, som de mener er nøglen til at løse udfordringen med klima, biodiversitet og grundvand.

- Messen giver også en fantastisk mulighed for at vise både forbrugerne og de professionelle køkkener, at dansk økologi er helt i front med udvikling af lokalt producerede, velsmagende og nemme løsninger på plantebaseret mad, som kan bidrage til at reducere det alt for store forbrug af kød, siger Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen.