Lyt til artiklen:

Analytiker forventer snarlig normalisering af "katastrofalt lave" smågrisepriser

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Priserne for smågrise er på et katastrofalt lavt niveau, men markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, Markus Fiebelkorn, er forsigtig optimist.

- Der er opstået et meget stort prispres, og vi har set vanvittigt lave priser for smågrise. I februar var vi på næsten 700 kroner. Nu er det faldet markant. Det værste, jeg har hørt, var 150 kroner, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er på et katastrofalt niveau, hvor mange ikke kan dække produktionsomkostningerne, siger han.

Der er tre årsager, fortæller han. I marts dykkede prisen på grund af corona-udbruddet. Over sommeren lukkede et stort slagteri i Tyskland, og det seneste dyk kom, da der blev konstateret afrikansk svinepest.

Det har medført, at der er en stor udbudspukkel på det tyske marked.

Alligevel vurderer han, at det vender om lidt, og priserne normaliserer sig.

- Vi er på et meget lavt prisniveau, men alligevel tyder meget på, at vi kommer ind i en fase med stigende priser. Det er, hvad de fleste analytikere forventer. I løbet af januar kan vi se en normalisering af markedet, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De seneste to uger er prispresset aftaget. Den seneste uge steg noteringen i Holland en smule. I Danmark er puljenoteringen steget med ti kroner og i Tyskland med en euro, siger han.

Han ser flere ting, der indikerer, at priserne kan være på vej til at stige. Først og fremmest er der normale sæsonudsving. Derudover regner han med, at slagterierne i Tyskland vil kunne følge bedre med, når der kommer en vaccine. Og allerede nu bliver der slagtet 3000-5000 søer udover det normale, så udbudspuklen bliver mindre.

Derudover er salget af søer steget, og tyske landmænd har gennem traktordemonstrationer fået supermarkederne til at hæve prisen for svinekød.

- Så vi satser på, at vi vil se stigende priser, ikke til høje priser, men tilstrækkelige priser, i første kvartal, og så bliver det mere normalt i andet kvartal, siger han.