Lonna og Valdemar Mortensen havde altid drømt om et liv på landet, så da Buskbjerggård i Horsbyg mellem Rødekro og Rangstrup i Sønderjylland kom til salg i 2018, slog de til og investerede et millionbeløb i den 50 hektar store landejendom.

Nu to år senere er de klar til den første animalske produktion - de vil levere friske økologiske æg til befolkningen i nærområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

- I vores tilfælde, håber vi at have tjent investeringen hjem i løbet af tre-fire år, siger Valdemar Mortensen.

At det blev produktion af økologiske æg, der blev familiens entre i landbrugssektoren, var lidt af en tilfældighed. På en landbrugsfaglig udstilling blev de opmærksom på et mobilt hønsehus fra den lokale producent Haugaarden i Bolderslev. Huset, der kan rumme 600 høns, er nærmest fuldautomatisk så den daglige arbejdsindsats kan klares på et par timer.

Det mobile hønsehus er placeret på et 6000 kvadratmeter stort areal fyldt med kløvergræs. Når hønsene har spist den nærmeste kløver, flyttes huset blot til et nyt område med det friske græs, der er med til at give æggene den karakteristiske gule blomme.

De 600 høns af racen Brun Lohmann blev installeret i det mobile hønsehus for godt en måned siden og er nu begyndt at lægge æg i et større antal. Det glæder Lonna fordi de den 20. september holder Hønsefest på Buskbjerggård. Udover at give forbrugerne mulighed for at købe de friske økologiske æg, præsenterer de også Haugaardens mobile hønsehus.