Mange økologer kan i dag ikke sikre nok næringsstoffer uden at importerer ikke-økologisk husdyrgødning. Disse økologer er selvfølgelig taknemmelige for samarbejdet med deres ikke-økologiske nabo. På trods af det ønsker vi i økologierhvervet, at reducere brugen af ikke-økologisk husdyrgødning og i højere grad erstatte det med de næringsstoffer, der recirkuleres fra husstande og fødevareproduktioner. Vi mener, at det er i bedre overensstemmelse med de økologiske principper.

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening arbejder derfor sammen med Landbrugsstyrelen om en række skærpede krav til den økologiske planteproduktion. Vi foreslår, at der som udgangspunkt maksimalt kan anvendes uafgasset ikke-økologisk husdyrgødning svarende til 40 kg udnyttet N pr. ha, eller op til 60 kg N/ha hvis det kommer fra et biogasanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For mange økologiske planteavlere er kvælstofforsyningen den største udfordring i produktionen. Hvis man ikke har adgang til økologisk husdyrgødning, kan det være et puslespil at få kvælstof nok til at dække de 60 eller 100 kg N/har, der må tildeles ifølge tilskudsreglerne på de økologiske bedrifter. Derfor arbejder vi også for at få gjort flere recirkulerede næringsstoffer tilgængelige. Det er desværre nemmere sagt end gjort.

Økologernes næringsstoffer skal primært sikres via sædskiftet med bælgplanter og grøngødning samt udbringning af økologisk husdyrgødning og økologisk, organisk materiale. Er det ikke tilstrækkeligt, findes der en positivliste med ikke-økologiske gødningskilder der kan anvendes. Denne liste indeholder bl.a. ikke-økologisk husdyrgødning og en lang række recirkulerede næringsstoffer. Gode tilladte recirkulerede kvælstofkilder er f.eks. indsamlet madaffald, biprodukter fra kartoffelindustrien og visse animalske biprodukter, der har været gennem et biogasanlæg. Det er også tilladt at bruge savsmuld, træflis og komposteret bark, så længe træet ikke er kemisk behandlet efter fældning. Men det er meget begrænset, hvordan disse kilder må behandles og hvad der må tilsættes, hvis de skal ud på de økologiske marker. Derfor er der mange recirkulerede næringsstoffer, der stadig ikke kan anvendes af økologer.

Der kommer også skærpede krav til de økologiske sædskifter

Langt de fleste økologer har knækket koden med kvælstoffikserende afgrøder i sædskiftet. Ikke desto mindre forventer vi, at få indført et krav om, at alle økologer skal have mindst 20% kvælstoffikserende afgrøder i sædskiftet. Vi ønsker også et krav om, at der er kulstofopbyggende hovedafgrøder eller efterafgrøder, på mindst 50% af økologens marker. Begge krav bidrager til jordens frugtbarhed og biologiske aktivitet og vil være med til, at sikre mere robusthed når andelen af ikke-økologisk husdyrgødning skal reduceres og bedre dyrkningssikkerhed i de områder, hvor næringsstofferne endnu ikke er tilgængelige.