Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om en ny finanslov, som indeholder mange gode tiltag for normeringer, uddannelse, ældre, den grønne omstilling klima og natur, mener SLF.

- Vi anerkender de positive tiltag, da vi også er godt tilfredse med, at der i den grønne omstilling afsættes midler til udtagning af landbrugsjord og skovrejsning. Her må vi forvente, at landmænd, der må opgive at dyrke jorden, får fuld kompensation for tabet, siger Berith Nissen, næstformand i SLF

Artiklen fortsætter efter annoncen

En række af finansieringsforslagene rammer faktisk ganske fornuftigt, for eksempel afgifter på on-line spil og casino og andre fornøjelser, mener SLF.

- Men at der lægges ekstra afgifter på ejerskifte i landbruget, og for den sags skyld andre familieejede virksomheder, er helt godnat. Det er jo en afgift på, at driftskapitalen og soliditeten kan forblive i virksomheden og holde den økonomisk robust. Netop familieejede virksomheder er fremherskende i det vestlige Danmark, hvor de med en høj grad ved stabilitet og kontinuitet gennem generationer sikrer job og beskæftigelse i landområderne, siger næstformanden.

Vilkårene er barske

Landbruget og landbrugets forarbejdningsvirksomheder og følgeerhverv udgør en stor del af den økonomiske og beskæftigelsesmæssige dynamo, som trænger til at blive styrket frem for yderligere belastning. Sagen er nemlig den, at unge landmænd i forvejen har meget svært ved at skaffe finansiering til køb af landbrug, og hvis de kan, er en stor del af finansieringen "dyre penge" til høj rente og hård afdragsprofil, skriver SLF i en pressemeddelelse.

I den nye finanslov hæves arveafgiften fra 6 til 15 procent og tinglysningsafgiften indekseres op i forhold til prisudvikling.

- Det betyder reelt, at en ung køber til landbrug vil komme til at betale hele sin opsparing eller mere i skatter og afgifter for at komme i gang. De penge skulle i et sundt ejerskifte være gået til at udvikle og geare ejendommen til den grønne omstilling og klimatiltag, som kunne sikre en bæredygtig fremtid. Det rigtig ærgerlige er, at de hårde vilkår får mange unge landmænd til at fravælge at blive selvstændige landmænd, siger Berith Nissen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under pres

- Jeg vil gerne stille regeringen og forligspartierne spørgsmålet: Er det virkelig gennemtænkt? Jeg synes, regeringen fejler her. Landbruget er i forvejen under pres, med faldende råvaregrundlag til vores forædlingsindustrier i svine- og oksekødproduktion, hvor den store beskæftigelse er. Vi har faktisk brug for, at unge dynamiske landmænd kommer til og kan være med til at udvikle fremtidens landbrug under den grønne dagsorden.

- Jeg vil opfordre regeringen og forligspartierne til at tænke sig grundigt om en gang til. Der er ingen fremtid i at hæmme generationsskifter i familieejede virksomheder. Tværtimod: Giv dem mulighed for at fortsætte på et robust økonomisk grundlag, hvilket kan sikre grøn og klimavenlig konkurrenceevne, siger Berith Nissen, Næstformand i SLF.