Hans de Neergaard, bestyrelsesmedlem i Danske Vandløb, skriver brev til Kommunernes Landsforening.

Kommunerne bør ansætte hydrologer til at arbejde med vandløbene. Mange kommuner overlader arbejdet med vandløbene til biologer, som især har fokus på natur, flora og fauna, og det er ikke til gavn for klimatilpasningen.

Det skriver bestyrelsesmedlem i Danske Vandløb, Hans de Neergaard, Bjerringbro, til Kommunernes Landsforening.

Brevet er stilet til medlemmerne af Miljø- og forsyningsudvalget, og Hans de Neergaard gør opmærksom på, at der er mange opgaver og udfordringer, som venter på at blive klaret i forbindelse med klimatilpasning.

Uensartet tilgang til opgaven

Han tager udgangspunkt i den konkrete sag om vandløbsvedligeholdelse i Gudenå-systemet:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Kommunerne gør i vid udstrækning brug af ekspertise fra biologer i arbejdet med klimatilpasning, og de har tilsyneladende ikke noget imod at lade vandløbene forfalde. Hvorfor har kommunerne ikke ansat hydrologer til at tage sig af opgaven, spørger Hans de Neergaard.

- Der er en uensartet tilgang til opgaven i kommunerne. Der er behov for bedre håndtering lokalt af alle vand-elementer i det hydrologiske system samt bedre samtænkning med indsatser i det åbne land. Kommunerne bør afdække hele den klimarelaterede risiko knyttet til relevante elementer i det hydrologiske kredsløb, og i den forbindelse er det vel afgørende, at kommunerne gør brug af den rette ekspertise, skriver han.

Husk formålet med vandløb

Danske Vandløb mener, det er problematisk, at de, der arbejder med vandløbsforvaltning ikke har noget at miste.

De, der er afhængige af velfungerende vandløb, ser deres levebrød og levesteder bliver ringere og ringere. Samtidig roses og belønnes embedsværket for at lade forfaldet fortsætte i og med, at der spares på kommunale driftskonti og budgetter.

Vi oplever, at de der drømmer om natur og om at slippe af med menneskelig aktivitet herude, også er de, der har magt til at lade vandløb forfalde. Det begrædes af nogle, og andre fryder sig.

Derfor er det vigtigt, at hydrologer kommer på banen, nu hvor klimaændringerne pågår. Det handler om at få formuleret og lovgivet, at man ikke skal se bort fra vandløbenes formål, nemlig at skaffe vandet væk, hvor det gør skade, fremgår det af brevet.